Enghaven No. 1 – Whiskylikør

Enghaven No. 1 Whiskylikør – sødet single malt whisky

Enghaven No. 1 Whiskylikør er en dansk likør på 37% Vol. Likøren er fremstillet af Brænderiet Enghaven. Den er fremstillet på basis af destilleriets single malt whisky, der efterfølgende er blevet yderligere sødet. Denne første aftapning er baseret på en whisky, der er destilleret i juni 2015, og senere aftappet i oktober 2018. Der er sendt 120 flasker på markedet af likøren. Denne sample var med på en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #481

Anmeldelse af Enghaven No. 1 Whiskylikør

Næse:

Næsen rammes først af tydelig sødme, når den nærmer sig glasset. Der duftes honning og blomster, og tankerne går i retning af hyldeblomster og hyldebær. En let syrlighed fornemmes i baggrunden, og det minder en anelse om det man kender fra moden grapefrugt. Momentvis duftes lidt friske krydderurter som timian og mynte. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Enghaven No. 1 Whiskylikør - Sample

Enghaven No. 1 Whiskylikør – Sample

Palette:

Sødmen rammer, ganske som det også er tilfældet i duften, smagsløgene som det første. Det er også her en sødme som man kender det fra blomsterhonning. Der følges hurtigt op med en smag der minder om hyldeblomstsaft. I baggrunden opfanges et strejf af søde appelsiner. Lidt timian og mynte kommer momentvis frem i denne likør. En smule bitterhed fremkommer efter et par nip til likøren, og det minder en anelse om det man kan finde i whisky. De 37% Vol. alkohol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne drik. Smagen fra modne appelsiner er tydeligere i afslutningen, end den er i smagen. Ligeledes er bitterheden også tiltagende, og tankerne går mere i retning af det der kendes i traditionel whisky. Timian og mynte er tydeligere i eftersmagen. Ligeledes er alkoholen også mere markant, og tilføjer en varme i munden.

Hvad siger producenten:

“Whiskylikøren fra Enghaven har en frisk og frugtig smag, ligesom at spise appelsin- og mandarinslik. Smagen er sød med synlig karakter. Eftersmagen er lang og lækker, og den giver en god let tør karakter, som gør at den fortsat er frisk.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin likør. Hvis man finder det interessant at smage andre produkter fremstillet med whisky, så er dette et godt bud på et køb. Man får en god og sød smagsoplevelse, og en ganske god oplevelse. Nu har jeg efterhånden smagt en del whisky fra dette destilleri. Det har været i svingende kvalitet i forhold til mine smagsløg, og i den kontekst er dette en ganske positiv overraskelse. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. Det er til gengæld også en del for en likør, der måske kun har sin berettigelse grundet det stærkt begrænsede oplag. Konklusionen på denne anmeldelse af Enghaven No. 1 Whiskylikør er, at det er et fint bekendtskab, hvis man har mod på andet end whisky.

Billy Brooks – American Outlaws

Billy Brooks – Bourbon Barrel Aged Double Mash Oat Imperial Stout

Billy Brooks er en fadlagret Double Mash Oat Imperial Stout på 12,8% vol. Øllen er brygget på det danske bryggeri Amager Bryghus. Øllen har lagret på Bourbon Special Reserve fad i 15 måneder inden aftapning. Det fremgår ikke på flasken, fra hvilket af de amerikanske destillerier disse fad kommer. Internettet fortæller, at det er fra Woodford Reserve Distillery.  Aftapningen er med i bryggeriets serie af fadlagrede øl kaldet “American Outlaws”. Den er flasket uden brug af filtrering og pasteurisering. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2352.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #478

Anmeldelse af Billy Brooks

Næse:

Duften af mørk og hårdt ristet malt kommer frem fra glasset som det første. En let syrlig note, kommer kortvarigt frem, for hurtigt at forsvinde igen. Gradvist kommer en snert af lakrids og mørk chokolade frem. Dette forstærkes efter også at have smagt på øllen. Momentvis fanges næsten en duft, som det man kender fra mynte. En duft der også kan være at finde i whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Billy Brooks

Billy Brooks

Palette:

Smagen af mørk chokolade rammer smagsløgene som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Gradvist tager vaniljesødme mere og mere over, for til sidst at dominere. Efter et par slurke af øllen kommer et strejf af lakrids frem fra baggrunden, og det giver associationer til lakridsstangen “politistav” man kunne købe dengang jeg var barn. De 12,8% Vol er tydeligere i smagen, og uden at være sprittet, er det med til at løfte øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne fadlagrede øl. Smagen fra lakrids er stadig tydelig i munden. Ligeledes er der også stadig tydelig smag af sød vanilje, Efterhånden som sødmen aftager, kommer en smule bitterhed mere frem. Bitterheden er igen med til at give en smag af mørk chokolade. Munden tørrer til sidst helt ud, mens man sidder tilbage med et minde om lakrids-politistaven fra gamle dage.

Hvad siger producenten:

“Born in Ohio around 1832, Brooks moved west when he grew up and became a succesful buffalo hunter, so much that he earned the nickname “Buffalo Bill” – not to be confused with the other Buffalo Bill, William Cody. When his hunting days were over around 1870 he started working as a stage coach driver for the Southwestern Stage Company vetween Wichita, Kansas and Fort Sill, Oklahoma.”

Konklusion

Dette er en glimrende øl. Hvis man kan lide mørke øl, med kraftig smag, så er dette et godt bud på en god øl. Den kan købes for cirka 170 kroner, hvis man stadig kan finde dem på hylderne. Det mest interessante for mig var smagen af den gamle lakridsstang “Politistav”, og det vækkede gode minder til barndommen. Det er en øl, der fortjener tid til fordybelse, og der går mange timer inden man er igennem flasken. Alternativt kan den naturligvis også deles med gode venner, da det trods alt er en flaske på 75 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Billy Brooks, American Outlaws, er, at det er en dejlig øl, der bringer gode minder om en svunden tid.

Clay Allison – American Outlaws

Clay Allison – Wheated Bourbon Barrel Aged Imperial Stout With Cacao Nibs

Clay Allison er en fadlagret Imperial Stout på 13% vol. Øllen kommer fra Amager Bryghus i Danmark. Den er tilsat kakaonibs, der er ristede afskallede kakaobønner. Denne aftapning har modnet i 15 måneder på fad, der tidligere har indeholdt Wheated Bourbon Special Reserve. Man kan ikke læse på etiketten, hvilket af de amerikanske destillerier fadene stammer fra. På Internettet kan man finde at det fra Weller Wheated Bourbon Special Reserve, og den fremstilles på Buffalo Trace Disitillery. Aftapningen er del af serien af fadlagrede øl fra bryggeriet, der kaldes “American Outlaws”. Der er ikke brugt filtrering og pasteurisering under aftapningen. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2353.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #469

Anmeldelse af Clay Allison

Næse:

En skarp syrlig duft kommer op fra glasset først. Skarpheden aftager og der opfanges nu kun en smule syrlighed, som man kender fra grønne æbler. Sødme fra vanilje og malt kommer frem fra baggrunden, for efterhånden at dominere. Når man har smagt et par mundfulde af øllen, anes et strejf af kakao i baggrunden i duften. De 13% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Clay Allison

Clay Allison

Palette:

Kakaoen er tydeligere i smagen end i duften, og rammer munden som det første. Det er ikke en kakaosmag, som man kender fra chokolade, men mere som hvis man har smagt kakaobønner. Hurtigt følges op med en smule syrlighed fra grønne æbler. I baggrunden opfanges sødme fra vanilje og mørk malt,  Efter et par mundfulde kommer lidt bitterhed frem, og giver en lidt tør fornemmelse i munden. Alkoholen fornemmes i øllen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne fadlagrede øl. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Sammen med syrligheden fra grønne æbler giver det en tør fornemmelse i munden. Der opfanges stadig momentvis lidt sødme fra vanilje og kakao i baggrunden, men det er hurtigt væk igen. Man efterlades med varme i brystet fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Though many of the tales told about Clay Allison were highly exaggerated, if even half of them were true, people were right to be afraid of him. Born in 1840 as Robert Clay in Waynesboro, Tennessee to a Presbytarian minister, Clay became fatherless when only five. Clay was said to have been restless from birth, and as he grew into manhood he became feared for his wild mood swings and easy anger.”

Konklusion

Dette er ikke nogen imponerende øl. Kan man lide øl, der eksperimenterer med tilsætning af smagsstoffer, som eksempelvis kakaonibs, så er dette som sådan en fin øl. Jeg har selv forsøgt at brygge både med tilsat chokolade og kakaobønner. Ganske som med denne øl, så slår det næsten alt skum ihjel, og efterlader øllen med skind, som den man kender fra sovsen. Det skyldes at kakaobønner har et højt indhold af vegetabilsk fedt, og det egner sig ikke til at brygge med. En flaske kan købes for omkring 170 kroner, hvis man har lyst til at udsætte sig for denne aftapning fra American Outlaws serien. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Clay Allison, American Outlaws, er at det er en middelmådig øl, der nok er den svageste i 2022 serien.