Glenfarclas 105 – Cask Strength

Glenfarclas 105 – Ex-sherry og ex-bourbon fad

Glenfarclas 105 er en skotsk whisky på 60% Vol. Whiskyen er produceret af Glenfarclas Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Destilleriet er under privat ejerskab af familie-foretagenet J. & G. Grant. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-sherry og ex-bourbon fad. Whiskyen er opkaldt efter det britiske 105 proof, der henviser til alkoholprocenten. Whiskyen kommer uden aldersangivelse og er desuden ikke kølefiltreret. Den har vundet flere internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #419

Anmeldelse af Glenfarclas 105

Næse:

Sødme fra modne frugter rammer frugter rammer næsen som det første. Der duftes røde æbler og blommer. Efter lidt tid i glasset ændrer sødmen karakter til at blive mere som syltede frugter, som man kender det fra desserter. Gradvist kommer rosiner og dadler mere og mere frem fra baggrunden. Der fornemmes et strejf af egetræ. Momentvis opleves lidt nelliker og kanel i duften. Alkoholen mærkes i næsen, og den kan forekomme en anelse sprittet. Dette kan justeres med et par dråber vand.

Glenfarclas 105

Glenfarclas 105

Palette:

De tørrede frugter er tydeligere i smagen, end de er i duften. Der smages rosiner og svesker som det første. Der følges hurtigt op med et brænd fra alkoholen, og man kan med fordel tilsætte en smule vand. Med vandet tilsat komme smagen at modne røde æbler en anelse frem. Der mærkes stærk kanel og sort peber på tungen. Efter et par nip af denne Speyside whisky kommer lidt mælkechokolade momentvis frem.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra rosiner og dadler ligger som et tyndt lag i munden og svælget. Stærk kanel og sort peber mærkes stadig på tungen, og dette aftager langsomt. En svag bitterhed fornemmes i baggrunden, og tankerne ledes i retning af chokolade og kaffe. Varmen fra alkoholen mærkes i mundhulen, mens man efterlades med et minde om rosiner i munden.

Hvad siger producenten:

“A great whisky holding all the flavours of all the Glenfarclas in one glass. Don’t be affraid of the strength and order a 210, if you dare! The smootheness makes the 105 drinkable at cask stregth, but I would suggest adding a little water, to fully explore it’s great depth.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide whisky med påvirkning fra ex-sherry fad, der er aftappet ved fuld fadstyrke, så kunne dette være et godt bud en flaske. Det er ting jeg personligt sætter pris på. Når det er sagt, så falder denne aftapning umiddelbart ikke i min smag, og jeg syntes der andre flasker i prislejet omkring 600,- kroner, der gør det bedre end denne. Jeg har prøvet at tilsætte vand i forskellig grad uden det helt store held. Jeg har sågar haft isterninger i, hvad jeg ellers aldrig gør, og det klæder den faktisk bedre i forhold til mine smagsløg. Retfærdigvis skal det dog siges, at det forbedres en smule på vej ned igennem denne 1 liters flaske, men helt venner bliver vi aldrig. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfarclas 105 er, at den på papiret passer perfekt til mig, men jeg i virkeligheden helst drikker noget andet.

1/5 (1)

Macallan Gold Double Cask – Highland Single Malt Scotch Whisky

Macallan Gold Double Cask – Lagret på ex-sherry fad

Macallan Gold Double Cask er en whisky på 40% Vol. Whiskyen er fremstillet af The Macallan Distillery, der er er et af de skotske destillerier i Speyside distriktet. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-sherry fad, fremstillet af både amerikansk og europæisk egetræ. Det fremgår ikke af indpakningen, hvor længe denne modning har varet, da den kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er ikke tilsat kunstig farve, og er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #410

Anmeldelse af Macallan Gold Double Cask

Næse:

Der duftes først en let syrlighed, som fra umodne grønne æbler. Syrligheden ændrer gradvist mere karakter, og bliver mere som den man kender fra citrusfrugter. Der duftes sødmefuld grapefrugter, med et strejf af citroner. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, kommer en let duft af vanilje og karamel frem fra baggrunden. Ligeledes anes nyslået græs og ingefær i duften. De 40% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Macallan Gold Double Cask - Miniature

Macallan Gold Double Cask – Miniature

Palette:

Syrligheden, der også var at finde i duften, rammer også munden som det første. Der smages tydelig søde grapefrugter og appelsiner, med et strejf af citron og umodne æbler i baggrunden. Efter et par nip af denne whisky kommer vanilje- og karamelsødme mere frem. Ligeledes anes efterhånden også en smule bitterhed. Momentvis opleves lidt stærk ingefær på tungen, men det er dog hurtigt væk igen. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Modsat i duften og smagen, så er er eftersmagen tydelig præget af vanilje og karamel. De syrlige noter fra citrusfrugterne er trukket et stykke i baggrunden. Smagen af egetræ er også tydeligere i afslutningen, og med sig er en let bitterhed, der forstærkes hen mod slutningen. Momentvis anes et strejf af kanel i smagen, inden munden slutteligt tørrer helt ud. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist lidt for umoden grapefrugt.

Hvad siger producenten:

The Macallan Double Cask Gold forms part of our Double Cask range which marries the classic Macallan style and the unmistakable sweetness of American oak. Light citrus notes and boiled sweets that dominate the palate before giving way to cinnamon, ginger and toasted apples.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Kan man lide klassisk Speyside whisky, der ikke stiller de store krav til nyderen, så er dette et godt valg. Den er let at gå til, og alle kan være med. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. Konkurrencen i dette prisleje er hård, og jeg ville personlig selv kigge andre steder, efter en dram med lidt mere tyngde. Når det er sagt, så er det stadig en fin hverdagsdram, eller en dram du sidder og drikker i godt selskab, hvor du ikke sidder og fordyber dig i drammen. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan Gold Double Cask er, at det er en fin dram som hverdags whisky, eller til nybegynderen på whisky rejsen.

2/5 (1)

BenRiach Birnie Moss – Peated Malt

BenRiach Birnie Moss – Ex-bourbon og røg

BenRiach Birnie Moss er en skotsk single malt whisky på 48% Vol. Whiskyen kommer fra BenRiach Distillery i Speyside området. Spritten er fremstillet ved brug af malt, der er røget med Highland tørv. Herefter har den modnet på ex-bourbon fad. Det fremgår ikke hvor længe den har lagret, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #406

Anmeldelse af BenRiach Birnie Moss

Næse:

Røg kommer op som det første, når næsen sættes til glasset. Det er en sødmefuld røg, hvor tankerne ledes i retning af røget skinke eller bacon. Når det første røg har lagt si,, kommer der gradvist andre aromaer op fra glasset. Der duftes nu friske, lidt syrlige frugter, som umodne grønne æbler og lime. Lidt frisk-revet ingefær ligger i baggrunden, mens et strejf af vanilje trænger sig på. De 48% Vol alkohol mærkes ikke i næsen.

BenRiach Birnie Moss

BenRiach Birnie Moss

Palette:

Ganske som i duften er røgen også det første som smages i denne Speyside whisky. Efter et par nip af whiskyen kommer der sødme frem. Sammen med røgen ledes tankerne i retning af sød pibetobak. En let syrlig og bitter note kommer frem fras baggrunden, og en tydelig smag af lime bliver mere markant. Der er en anelse maritim note, hvor lidt salt mærkes på læberne. Stærk ingefær giver lidt prikken på tungen. Alkoholen mærkes, men drammen fremtræder ikke sprittet. Lidt vand nedtoner dette, og giver plads til en smule vanilje.

Afslutning:

Der en medium afslutning på whiskyen. Smagen af lime er endnu tydeligere i afslutningen, end den var i både duft og smag, Sammen med en let bitterhed ledes tankende i retning af revet skal fra limefrugter. Ingefæren mærkes stadig momentvis på tungen. Lidt grønne umodne æbler smages en anelse i baggrunden, sammen med et strejf af vanilje. Lidt salt er stadig tilstede på læberne, mens munden tørrer en anelse ud, med et fint røgslør til at dække det hele.

Hvad siger producenten:

“BenRiach Birnie Moss has been made using malted barley smoked with Highland peat and then matured at the distillery in bourbon casks, enriching BenRiach’s fruit-laden style with layers of rich peat and vanilla.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man er til kraftigt røget whisky, med lette undertoner, der er mere typiske for Speyside whisky, så er dette et godt valg. Man kan købe en flaske whisky for cirka 400,- kroner. For de penge får man en ganske fin kompleksitet, og en ret kraftig røg-bombe. Den er ganske konkurrencedygtig med andre flasker i dette prisleje. Selvom whiskyen på mange områder er let og fin i sit udtryk, så tilfører den kraftige røg et fint modspil, og giver et godt helhedsindtryk. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach Birnie Moss er, at den kraftige røg klæder de lette Speyside noter ganske godt.

4/5 (1)