Bushmills Black Bush – Blended Irish Whiskey

Bushmills Black Bush – lagret på ex-oloroso fad

Bushmills Black Bush er en irsk whiskey på 40% Vol. Whiskeyen er fremstillet af Old Bushmills Distillery, der ligger i Antrim, Irland. Whiskeyen består af grain whiskey, men har også et stort indhold af malt whiskey. Den betragtes derfor som en blended whiskey. Den har lagret på ex-oloroso sherry fad, men der meldes ikke ud hvor længe. Derfor er den at betragte som en såkaldt NAS. Endvidere er den kølefiltreret. Denne sample fik jeg som en af de gratis prøver på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #182

Anmeldelse af Bushmills Black Bush

Næse:

Man rammes først af en tydeligt sherry frugtsødme når man dufter til denne whiskey. Der er markant duft af overmodne druer og søde modne æbler. I baggrunden er en smule syrlighed at spore, som minder lidt om citrusfrugt. Man kan svagt fornemme lidt egetræ, der dog hurtig fordamper ud af glasset. Der er ingen spor af alkohol i næsen, og de 40% Vol gør ikke meget væsen af sig.

Bushmills Black Bush - Sample

Bushmills Black Bush – Sample

Palette:

Igen er sherrysødmen meget markant. De modne, næsten overmodne druer og æbler træder igen tydeligt frem. Der er en fin syrlighed efter et par mundfulde. Man fornemmer en svag bitterhed, som sammen med syrligheden, leder tankerne hen på citrus-skræller. Der er lidt blomstersmag at spore. Igen er der ingen alkohol at mærke i whiskeyen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Sødmen lægger sig som et lag på tungen, og sammen med lidt syrlighed tænker man på modne appelsiner. Den lette smag af blomster er lidt tydeligere i eftersmagen. Igen er der en bitterhed at spore. Kombinationen af disse indtryk gør, at man sidder med en fornemmelse i munden, som når man har drukket et glas frugt-te med sukker.

Hvad siger producenten:

Bushmills Black Bush Irish Whiskey combines a high amount of malt whiskey matured in former Oloroso Sherry casks, with a sweet, batch-distilled grain whiskey. This unique recipe means Black Bush has rich, fruity notes and a deep intense character, balanced by an incredibly unique smoothness. It’s best enjoyed neat, or over ice.”

Konklusion:

Denne whiskey imponerer ikke specielt meget, men den har dog stadig noget at byde på. Med en pris på under 250,- så er den stadig en fornuftig oplevelse. Den er som sådan ganske indbydende, og en dram som vil være god til en, som ikke er vandt til at drikke whiskey. Hvis man sammenligner med en skotsk whisky i samme prisleje, er den sådan set fint konkurrencedygtig. Den fremstår blød og let at drikke. Konklusionen på denne anmeldelse af Bushmills Black Bush er, at det er en ganske god hverdags-dram, som ikke stiller de store krav.

2/5 (1)

Dalmore Cigar Malt – Reserve

Dalmore Cigar Malt – lagret på ex-bourbon, ex-oloroso og ex-vin fad

Dalmore Cigar Malt Reserve er en skotsk whisky på 44% Vol. Whiskyen er produceret af Dalmore Distillery, der er et af de skotske whisky destillerier i Highland regionen. 70 % af whiskyen har lagret på ex-oloroso sherry fade og 30% på ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg. Disse er slutteligt mixet og har lagret sammen på Cabernet Sauvignon ex-vin fad. Der er ingen aldersangivelse på flasken, men jeg har flere steder læst, at den er mellem 12 år og 15 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret.  Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #148

Anmeldelse af Dalmore Cigar Malt

Næse:

Fugtsødme fra modne røde frugter og bær rammer næsen som det første. Dette ændrer sig gradvist over i en duft som mere minder om modne appelsiner, efter lidt tid i glasset. Langsomt kommer nuancer af mørk chokolade og kaffe frem. I baggrunden fornemmer lidt karamel, vanilje og egetræ. Man mærker ikke alkoholen i aromaen.

Dalmore Cigar Malt - Sample

Dalmore Cigar Malt – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i aromaen, dog uden den bliver dominerende på nogen måde. Også her smager man moden frugt, men smager af røde bær er mere tydelig. Man får en fornemmelse af meget modne kirsebær. Smagen af moden appelsin kommer mere frem efter et par smagsprøver af drammen, og man mærker en smule syrlighed på tungen. I baggrunden fornemmer man rosiner og chokolade, Der er en god olie-agtig fornemmelse i munden i denne Highland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Man mærker en god varme fra alkoholen. Eftersmagen er præget af maltsødme og tørre frugter som rosiner og svesker. Man fornemmer noget som minder lidt om banan-smag i baggrunden. Langsom fremtræder bitterheden tydeligere, og tankerne ledes hen på appelsinskræl og mørk chokolade. Der er en snert af lidt stærke krydderier på tungespidsen, som minder om kanel og muscatnød.

Hvad siger producenten:

“The perfect accompaniment to the finest cigars, this single malt is matured in American white oak ex-bourbon casks , Matusalem oloroso sherry casks and Cabernet Sauvignon barriques.”

Konklusion:

Lad det være sagt med det samme, at denne whisky er god. Den har en god kompleksitet, hvor man kommer igennem mange smagsnuancer. Whiskyen ændrer karakter nogle gange på trods af den lille sample, som er anmeldt her. Det kunne være sjovt at følge en udviklingen i en hel flaske. Man kan købe en flaske for omkring 900,- kroner, og det er nok lige i overkanten for en NAS whisky. Nu er jeg ikke længere ryger, men det kunne være sjovt at smage den med en cigar, som det oprindeligt var hensigten. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalmore Cigar Malt Reserve er, at det er en glimrende whisky, også uden cigar.

4/5 (1)

Glengoyne 18 Year Old – Sherry fra Highland

Glengoyne 18 Year Old – sherry, sherry og sherry

Glengoyne 18 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er destilleret på Glengoyne Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Highland regionen. Whiskyen har primært lagret på first fill ex-sherry fad. En lille del har også lagret i genbrugte ex-sherry fad. Whiskyen har lagret i 18 år på disse fad, inden den slutteligt er hældt på flaske. Denne dram er desuden kølefiltreret. Denne sample fik jeg på whiskymessen 2019, som en gratis smagsprøve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #146

Anmeldelse af Glengoyne 18 Year Old

Næse:

Først får man en tydelig sherry-sødme i næsen. Det er de mørke frugter som rosiner, abrikoser, og meget modne kirsebær som dukker op. Efter lidt tid i glasset kommer en smule noter af modne røde æbler mere frem. Man fornemmer også lidt aroma som man kender fra honningmelon og bananer. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i næsen, og denne Highland single malt whisky fremstår rund, blød og indbydende.

Glengoyne 18 Year Old - Sample

Glengoyne 18 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i smagen, og den giver et fornuftigt spark på tungen. Dette justeres fint med et par dråber vand, hvis man syntes det er for dominerende. Igen er sherryen meget dominerende, hvor de mørker noter af tørre abrikoser og rosiner er tydelige. Efter et par smagsprøver fremkommer en svag tone af mandler, som kan lede tankerne hen på marcipan. På spidsen af tungen fornemmer man lidt stærke krydderier som muskatnød og kanel.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på whiskyen, der er præget af en god varme fra de 43% vol alkohol. Ikke at det brænder, men det giver en behagelig varm fornemmelse i munden. Egetræet er mere dominerende i eftersmagen. Der fremkommer en smule karamel og vanilje i baggrunden. Den bløde fornemmelse i aromaen og smagen, ændrer karakter over i et mere tørt udtryk. Der er en smule bitterhed som man kender fra skrællen på en citrusfrugt. Efter nogle minutter har man følelsen af mælkechokolade i munden.

Hvad siger producenten:

“Spicy vanilla fruit, ripe apples and a rich, luxurious mouthfeel. This is the result of eighteen long years and a generous proportion of first-fill sherry casks.”

Konklusion:

Dette er en god whisky som virkelig tilbyder meget. Man får meget sherry, men bagved gemmer sig mere end man ser ved første indtryk. Drammen fortjerner, at man bruger noget tid med den, og virkelig studerer alle de nuancer den tilbyder. En opgave som desværre er lidt svær med en sample på begrænset størrelse. Man kan købe en flaske for omkring 800,- kroner, og det er den bestemt værd. Jeg skal have købt en flaske ved lejlighed, for at følge udviklingen, og dykke dybere ned i dens mange nuancer. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne 18 Year Old er, at den bør være del i enhver whiskysamling.

4.5/5 (2)