Cassian Sunset – Brewer’s Reserve

Cassian Sunset – Bourbon Barrel

Cassian Sunset er en Imperial Stout på 11,7% vol. Øllen kommer fra det amrikanske bryggeri Central Waters Brewing i Wisconsin. Øllen har modnet i aflagte tønder, der tidligere har indeholdt bourbon. Under lagringen er der tilsat kaffe, vanilje og kanel. Det vides ikke hvor længe øllen har modnet på disse fad, og det fremgår heller ikke, fra hvilket destilleri de aflagte fad kommer.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #472

Anmeldelse af Cassian Sunset

Næse:

Det første der rammer næsen er sødme. Der duftes sødme fra både malten, men også fra vaniljen der er tilsat. Langsomt men sikkert kommer en duft af kaffe og kanel mere frem. Begge dele også tilsat under modningen af øllen. Det giver en smule tørhed i den ellers sødmefulde duft. Det fornemmes på duften at øllen har lagret, da der er et strejf af hengemthed, der leder tankerne i retning af fugtig kælder eller loftsrum. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Cassian Sunset

Cassian Sunset

Palette:

Vanilje smages som det første, ganske som det også er tilfældet i duften. Der følges op med tydelig maltsødme, hvor der er kraftig påvirkning fra de hårdt ristede malte, der er brugt i brygningen. Efter et par mundfulde kommer smagen af kanel og kaffe mere frem, men det er stadig ikke så dominerende som vaniljen. Der gradvist en smule tørhed frem på tungen, og der er momentvis lidt mynte at smage. Det er ikke noget jeg tidligere har oplevet i en øl, men jeg har oplevet det i en del whisky, så det må næsten komme fra lagringen på de aflagte fad. Det mærkes at det der en øl på 11,7% Vol, dog uden den fremtræder sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Sødmen fra vaniljen og malten ligger som et fint tyndt lag i munden. Der mærkes stadig lidt stærk kanel på tungen, men smagen af mynte stadig lejlighedsvist kommer frem. En smule bitterhed kommer frem fra baggrunden, og med sig har det smagen fra de tilsatte kaffebønner. I kombination giver det en fornemmelse af mørk chokolade i munden. Man efterlades med et strejf af lakrids og kakao, inden munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

A bourbon barrel aged imperial stout with local Emy J’s coffee, whole vanilla beans, and cinnamon. The flavor profile of this wonderful beer boasts a lush mouthfeel, with just the right amount of creamy spice character to meld with the rich malt and barrel-aged profile.

Konklusion

Dette er en god øl. Som gammel håndbrygger har jeg selv tilført sjove ting og sager under brygningen af mine øl. Jeg har blandt andet også brygget med kanel, vanilje og kaffe. Jeg har dog aldrig ladet øllen modne med det, da jeg altid har kommet det i under mæskningen. Jeg må sige at alle tre tilsætninger virkelig kommer til sin ret i denne øl, og jeg vil overveje om jeg selv skal prøve det, næste gang jeg brygger øl. Samtidig er det ganske interessant med smagen af mynte, der en gang i mellem kommer frem i smagen og eftersmagen. Jeg har aldrig tidligere oplevet det i en fadlagret øl, men derimod ofte i whisky. Med en prissætning på cirka 65,- kroner får man en ganske fin oplevelse med denne øl. Konklusionen på denne anmeldelse af Cassian Sunset er, at der her er fuld valuta for pengene, da både de tilsatte smagsstoffer og fadlagringen går op i en højere enhed.

Clay Allison – American Outlaws

Clay Allison – Wheated Bourbon Barrel Aged Imperial Stout With Cacao Nibs

Clay Allison er en fadlagret Imperial Stout på 13% vol. Øllen kommer fra Amager Bryghus i Danmark. Den er tilsat kakaonibs, der er ristede afskallede kakaobønner. Denne aftapning har modnet i 15 måneder på fad, der tidligere har indeholdt Wheated Bourbon Special Reserve. Man kan ikke læse på etiketten, hvilket af de amerikanske destillerier fadene stammer fra. På Internettet kan man finde at det fra Weller Wheated Bourbon Special Reserve, og den fremstilles på Buffalo Trace Disitillery. Aftapningen er del af serien af fadlagrede øl fra bryggeriet, der kaldes “American Outlaws”. Der er ikke brugt filtrering og pasteurisering under aftapningen. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2353.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #469

Anmeldelse af Clay Allison

Næse:

En skarp syrlig duft kommer op fra glasset først. Skarpheden aftager og der opfanges nu kun en smule syrlighed, som man kender fra grønne æbler. Sødme fra vanilje og malt kommer frem fra baggrunden, for efterhånden at dominere. Når man har smagt et par mundfulde af øllen, anes et strejf af kakao i baggrunden i duften. De 13% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Clay Allison

Clay Allison

Palette:

Kakaoen er tydeligere i smagen end i duften, og rammer munden som det første. Det er ikke en kakaosmag, som man kender fra chokolade, men mere som hvis man har smagt kakaobønner. Hurtigt følges op med en smule syrlighed fra grønne æbler. I baggrunden opfanges sødme fra vanilje og mørk malt,  Efter et par mundfulde kommer lidt bitterhed frem, og giver en lidt tør fornemmelse i munden. Alkoholen fornemmes i øllen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne fadlagrede øl. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Sammen med syrligheden fra grønne æbler giver det en tør fornemmelse i munden. Der opfanges stadig momentvis lidt sødme fra vanilje og kakao i baggrunden, men det er hurtigt væk igen. Man efterlades med varme i brystet fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Though many of the tales told about Clay Allison were highly exaggerated, if even half of them were true, people were right to be afraid of him. Born in 1840 as Robert Clay in Waynesboro, Tennessee to a Presbytarian minister, Clay became fatherless when only five. Clay was said to have been restless from birth, and as he grew into manhood he became feared for his wild mood swings and easy anger.”

Konklusion

Dette er ikke nogen imponerende øl. Kan man lide øl, der eksperimenterer med tilsætning af smagsstoffer, som eksempelvis kakaonibs, så er dette som sådan en fin øl. Jeg har selv forsøgt at brygge både med tilsat chokolade og kakaobønner. Ganske som med denne øl, så slår det næsten alt skum ihjel, og efterlader øllen med skind, som den man kender fra sovsen. Det skyldes at kakaobønner har et højt indhold af vegetabilsk fedt, og det egner sig ikke til at brygge med. En flaske kan købes for omkring 170 kroner, hvis man har lyst til at udsætte sig for denne aftapning fra American Outlaws serien. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Clay Allison, American Outlaws, er at det er en middelmådig øl, der nok er den svageste i 2022 serien.

Fireball – Cinnamon Whisky

Fireball Cinnamon Whisky – kanel, kanel, kanel

Fireball Cinnamon Whisky er en canadisk whisky likør på 33% vol. Likøren er fremstillet af Sazerac Company. Drikken består af en blanding mellem canadisk whisky og kanel. Produktet blev udviklet i Canada, og kom første gang på markedet i midten af 1980’erne. Ofte serveres drikken som et shot, i et glas med isterninger, eller som mixer i en drink.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #466

Anmeldelse af Fireball Cinnamon Whisky

Næse:

Duften af kanel er det første, der kommer op af glasset. Det er en markant, og næsten entydig, kanelduft. Man skal lede længe efter andet end kanel i aromaen. Efter lidt tid i glasset kommer sødmen også frem. det er sødme som man kender det fra brun sukker. Med lidt god vilje kommer lidt vanilje også frem i baggrunden. Man mærker ikke de 33% vol. alkohol i næsen.

Fireball - Cinnamon Whisky

Fireball – Cinnamon Whisky

Palette:

Kanel er igen det altoverskyggende i udtrykket. Hurtigt følges smagen af kanel op af sødme fra brun sukker. Smagen leder tankerne hen på de store forvandlingskugler eller “jawbreakers” om man vil, som man fik da man var barn. Der var en særlig stærk udgave, hvor kanel var den bærende kraft i det “hotte”. Der opfanges ingen whisky i smagen overhovedet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne likør. Igen er det kanel som er dominerende. Sødmen fra det brune sukker lægger sig som et lag i munden. Der mærkes en lille smule bitterhed på tungen, som er det første, som antyder at denne drik overhovedet har været i nærheden af noget whisky. Der varme i munden, men det er mere en brændende fornemmelse fra kanel, end det er alkoholen, der giver varmen.

Hvad siger producenten:

“If you haven’t tried it yet, just imagine what it feels like to stand face-to-face with a fire-breathing dragon who just ate a whisky barrel full of spicy cinnamon. Live it, love it, shoot it – what happens next is up to you.”

Konklusion:

Det smager sådan set nogenlunde, i hvert fald hvis man kan lide kanel. Forventer man bare en snert af whisky-oplevelse, så skal man lede andre steder. Hvis man kunne lide de stærke forvandlingskugler som barn, så vil man få en fin genopfriskning af smagen med denne drik. Et glas som dette er dog rigeligt, for det når hurtigt at blive for sødt og klistret. Jeg kan godt lide kanel, og derfor er denne drik også tålelig for mig. Jeg foretrækker dog til enhver tid en skotsk whisky frem for dette. Konklusionen på denne anmeldelse af Fireball Cinnamon Whisky er, at det tåleligt, hvis man kan lide kanel, men whisky er langt bedre.