Fireball – Cinnamon Whisky

Fireball Cinnamon Whisky – kanel, kanel, kanel

Fireball Cinnamon Whisky er en canadisk whisky likør på 33% vol. Likøren er fremstillet af Sazerac Company. Drikken består af en blanding mellem canadisk whisky og kanel. Produktet blev udviklet i Canada, og kom første gang på markedet i midten af 1980’erne. Ofte serveres drikken som et shot, i et glas med isterninger, eller som mixer i en drink.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #466

Anmeldelse af Fireball Cinnamon Whisky

Næse:

Duften af kanel er det første, der kommer op af glasset. Det er en markant, og næsten entydig, kanelduft. Man skal lede længe efter andet end kanel i aromaen. Efter lidt tid i glasset kommer sødmen også frem. det er sødme som man kender det fra brun sukker. Med lidt god vilje kommer lidt vanilje også frem i baggrunden. Man mærker ikke de 33% vol. alkohol i næsen.

Fireball - Cinnamon Whisky

Fireball – Cinnamon Whisky

Palette:

Kanel er igen det altoverskyggende i udtrykket. Hurtigt følges smagen af kanel op af sødme fra brun sukker. Smagen leder tankerne hen på de store forvandlingskugler eller “jawbreakers” om man vil, som man fik da man var barn. Der var en særlig stærk udgave, hvor kanel var den bærende kraft i det “hotte”. Der opfanges ingen whisky i smagen overhovedet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne likør. Igen er det kanel som er dominerende. Sødmen fra det brune sukker lægger sig som et lag i munden. Der mærkes en lille smule bitterhed på tungen, som er det første, som antyder at denne drik overhovedet har været i nærheden af noget whisky. Der varme i munden, men det er mere en brændende fornemmelse fra kanel, end det er alkoholen, der giver varmen.

Hvad siger producenten:

“If you haven’t tried it yet, just imagine what it feels like to stand face-to-face with a fire-breathing dragon who just ate a whisky barrel full of spicy cinnamon. Live it, love it, shoot it – what happens next is up to you.”

Konklusion:

Det smager sådan set nogenlunde, i hvert fald hvis man kan lide kanel. Forventer man bare en snert af whisky-oplevelse, så skal man lede andre steder. Hvis man kunne lide de stærke forvandlingskugler som barn, så vil man få en fin genopfriskning af smagen med denne drik. Et glas som dette er dog rigeligt, for det når hurtigt at blive for sødt og klistret. Jeg kan godt lide kanel, og derfor er denne drik også tålelig for mig. Jeg foretrækker dog til enhver tid en skotsk whisky frem for dette. Konklusionen på denne anmeldelse af Fireball Cinnamon Whisky er, at det tåleligt, hvis man kan lide kanel, men whisky er langt bedre.

Eagle Rare – 10 Year Old

Eagle Rare 10 Year Old – fra Buffalo Trace

Eagle Rare 10 Year Old er en Kentucky straight bourbon whiskey på 45% Vol., der stammer fra Buffalo Trace Distillery. Denne aftapning skulle efter sigende være lavet efter samme opskrift som den klassiske Buffalo Trace, hvor identisk sammensætning af majs, rug og maltet byg benyttes. Forskellen er blot end længere lagring på over 10 år, som det også fremgår på flasken. Den er desuden aftappet ved lidt høje alkoholprocent end den yngre udgave. Der benyttes ny amerikansk egetræ til tønderne.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #310

Anmeldelse af Eagle Rare 10 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af tydelig sødme. Det er sødme som den man kender fra mørk sukker eller sirup. Hurtigt kommer lidt sødme fra tørrede frugter frem. Der duftes rosiner og dadler. Langsomt men sikker kommer duften af appelsin, modne bananer og dåse ananas mere og mere frem i glasset. Jo længere tid drammen står i glasset, jo mere bliver noterne af appelsiner tydeligere. Ligeledes kommer egetræ også mere frem, og med sig har det noter af vanilje og karamel. Momentvis opfanges lidt mynte i duften. Man mærker ikke de 45% vol. alkohol i næsen.

Eagle Rare 10 Year Old

Eagle Rare 10 Year Old

Palette:

Den mørke sødme man kender fra sirup og brun sukker er også det første som smages. Tropiske frugter som appelsin, moden banan og ananas kommer hurtigt efter. Egetræ er langt mere fremtrædende i smagen, end den var i duften. Der følger en del bitterhed med, som leder tankerne i retning af valnødder og mandler. Efter et par nip til denne bourbon bliver vanilje og karamel efterhånden mere og mere tydelig. Momentvis mærkes stærk peber midt på tungen, og lidt mynte på tungespidsen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Egetræ dominerer eftersmagen, og giver tydelig bitterhed og tørhed i munden. Det minder om den man kender fra umodne valnødder. I baggrunden fornemmes sødmen fra sirup stadig, men den minder lidt mere om honningsødme end tidligere. Der mærkes stadig lidt peber på tungen, der giver en lidt prikkende fornemmelse. En let note af kanel kommer efterhånden også frem. Man efterlades med en eftersmag af søde appelsiner, mens man mærker lidt mynte og varme i halsen.

Hvad siger producenten:

Eagle Rare Kentucky Straight Bourbon Whiskey is masterfully crafted and carefully aged for no less than ten years. The rareness of this great breed of bourbon is evident in its complex aroma, as well as the smooth and lingering taste. Eagle Rare is a bourbon that lives up to its name with its lofty, distinctive taste experience.

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig straight bourbon whiskey. Den tilbyder ganske fine nuancer af mørk sirup, vanilje, egetræ og tropiske frugter. Det hele løftes op af en fin alkoholstyrke. Sammenligner man med den klassiske Buffalo Trace Kentucky straight bourbon whiskey, så er der langt mere dybde i den 10 år gamle storebror. Samtidig giver den højere alkoholprocent et tiltrængt løft i forhold til den yngre udgave. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner, hvilket er cirka 150,- kroner mere en den klassiske aftapning. De sidste penge er efter min mening godt givet ud. Omvendt kan man også købe meget god skotsk whisky i dette prisleje, selvom dette er en yderst værdig konkurrent. Konklusionen på denne anmeldelse af Eagle Rare 10 Year Old er, at den er bedre end det unge familiemedlem, og har væsentligt mere at byde på.

4/5 (1)

Barton 1792 Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Barton 1792 Small Batch – Standard amerikansk bourbon

Barton 1792 Small Batch er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 46,85% Vol, eller hvad der svarer til 93.7 proof. Denne bourbon er produceret på Barton 1792 Distillery, der ligger i Bardstown, som er et af de amerikanske destillerier i Kentucky. Destilleriet er under ejerskab af det amerikanske Sazerac Company. Det har ikke været muligt at finde information om, hvor længe den bourbon har modnet. Tidligere havde flasken påtrykt “Small Batch Aged 8 years”, men det fremgår ikke længere. Oprindeligt blev denne bourbon solgt under navnet “Ridgewood Reserve 1792”, der igen ændrede navn til “1792 Ridgemont Reserve”, inden den endeligt fik det nuværende navn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #187

Anmeldelse af Barton 1792 Small Batch

Næse:

Man dufter straks vanilje og karamel, når næsen stikkes hen til glasset for første gang. Der mærkes også en let syrlig note, som hurtig fortager sig, så vanilje og karamel er endnu tydeligere. Der fornemmes også lidt mørk sukker og honning, som er med til at forstærke det søde duftbillede. Efter lidt tid i glasset kommer egetræ fint frem,og man aner lidt kaffe i baggrunden. Alkoholen mærkes lidt i næsen, men den bliver aldrig dominerende i denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey.

Barton 1792 Small Batch

Barton 1792 Small Batch

Palette:

Som i næsen er vanilje og karamel også dominerende i paletten. Samtidig smages brun sukker. Der mærkes hurtigt lidt stærke krydderier på tungen. Der smages kanel og peber, der giver en lidt prikkende fornemmelse. Smagen af egetræ kommer langsomt frem fra baggrunden, men bliver aldrig tydelig. Den ligger blot som en følelse af egetræ i munden. Efter et par nip af glasset kommer en smule syrlighed frem, der minder lidt om citrusfrugt og fyrretræsnåle. Man mærker ikke de 46,85% vol alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne amerikanske whiskey. Sødmen dominerer også eftersmagen, ganske som den også gjorde i duft og smag. Igen er det den mørke sødme der tydelig. Vanilje og karamel ligger som et fint lag i hele munden. Fornemmelsen af egetræ bliver en smule tydeligere i afslutningen. Det giver en smule tørhed på tungen. Samtidig er der stadig tydelige stærke krydderier på tungen, og der mærkes en lidt bitter note. Der mærkes lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

1792 Small Batch Bourbon is sophisticated and complex. A distinctly different bourbon created with precise craftsmanship. Made from our signature “high rye” recipe and the marriage of select barrels carefully chosen by our Master Distiller. 1792 Bourbon has an expressive and elegant flavor profile. Unmistakable spice mingles with sweet caramel and vanilla to create a bourbon that is incomparably brash and bold, yet smooth and balanced. Elevating whiskey to exceptional new heights, 1792 Bourbon is celebrated by connoisseurs worldwide.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig bourbon. Kombinationen mellem tydelig karamel, vanilje og sødme, sammen med stærke krydderier og egetræ, giver en udmærket smagsoplevelse. Den adskiller sig dog ikke væsentligt fra andre bourbons jeg har smagt i prislejet. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Er man glad for amerikansk bourbon, så er det et fornuftigt niveau. Hvis man er glad for skotsk whisky, så kan man altså også finde mange gode flasker i det prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Barton 1792 Small Batch er, at den er ganske drikkelig, og lever op til forventningerne for en amerikansk dram i dette prisleje.

3.5/5 (2)