Pittyvaich 30 Year Old – 2020 Special Releases

Pittyvaich 30 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Pittyvaich 30 Year Old er en skotsk whisky på 50.8% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “2020 Special Releases“, med tilnavnet “Rare By Nature”. Whiskyen er produceret på Pittyvaich Distillery, som lå i Speyside området, men nu har været lukket i flere år. Whiskyen er fremstillet i 1989 og har lagret på genbrugte ex-bourbon fad, og har efterfølgende fået en finish på first fill ex-bourbon fad. Den er aftappet ved fuld fadstyrke 30 år senere. Der er sendt 7056 flasker af denne aftapning på markedet. Jeg fået denne sample sponsoreret til anmeldelse her på whiskyblog.dk.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #235

Anmeldelse af Pittyvaich 30 Year Old

Næse:

Honningsødme rammer næsen som det første, når den kommer hen til glasset. Der følges hurtigt op med duften fra modne tropiske frugter. Der duftes bananer, syltede ananas og en snert af modne ferskner. Langsom men sikkert kommer egetræ frem i duften. Der følger vanilje og mælkechokolade med. Vanilje og frugtsødme forstærkes jo længere tid whiskyen står i glasset. Man kan svært ane de 50.8% Vol alkohol, men den bliver ikke sprittet i aromaen. Vand kan tilsættes fter behov, og forstærker sødmen en lille smule.

Pittyvaich 30 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Pittyvaich 30 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen er en del tydeligere i smagen, men heller ikke her er den sprittet. Kan man lide højt alkoholindhold kan den sagtens drikkes uden vand. Lidt vand påvirker ikke smagen specielt. Sødem fra honning og tropisk frugt er at finde i smagen, ganske som den også var et finde i duften. En tydelig maltsødme er også fremme i smagen. Der mærkes noter af lidt stærk ingefær og friske urter. Der er let bitterhed til stede. Kombinationen mellem maltsødmen, urterne og bitterheden leder tankerne i retning af det man kender fra øl.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Ingefær og krydderurter i tydelige i begyndelsen. Der følges op med lidt bitre noter fra egetræ. Efterhånden kommer vanilje og mælkechokolade mere frem i smagen. Der mærkes momentvis en smule prikken på tungen fra lidt stærk kanel. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med varme i mund og brystkasse fra denne cask strength aftapning.

Hvad siger producenten:

This elusive 1989 Pittyvaich from the last remaining stocks is the first ever to be finished in first-fill ex-bourbon casks. This finely crafted finishing has brought an exotic, rich vanilla sweetness to the light, creamy, fruity aromas and flavours of a less well known Speyside gem, until now familiar only to a knowledgeable few.”

Konklusion:

Dette er en god og interessant whisky. Kombinationen mellem malt- og frugtsødme, med ingefær, krydderurter og bitterhed luner virkelig hjertet på en gammel øl-entusiast. Det er noter som er at finde i mange øl, og at man nu finder det i en whisky, er en spændende aha-oplevelse. Det er selvfølgelig også altid sjovt at smage whisky fra et lukket destilleri. Man får så til gengæld også lov til at betale cirka 4300,- for en flaske, for at få den oplevelse. Med kun 7056 flasker og en pris på dette niveau, er det nok de færreste, der får lov til denne oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Pittyvaich 30 Year Old 2020 Special Releases er, at det i sandhed er en whisky som lever op til temaet “Rare By Nature

4/5 (1)

Pittyvaich 29 Year Old – 2019 Special Releases

Pittyvaich 29 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Pittyvaich 29 Year Old er en skotsk whisky på 51.4% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature“, som er 2019 udgaven af deres “Special Releases Collection”. Whiskyen er fremstillet på det nu lukkede Pittyvaich Distillery, som lå i Speyside området. Whiskyen har dobbelt-modnet 29 år på ex-PX og ex-Oloroso sherry fad. Råspritten blev fremstillet i 1989. Det er desuden værd at bemærke, at whiskyen er aftappet ved fadstyrke, som også de andre udgivelser i denne serie. Der er sendt 4.976 flasker, af denne aftapning, på verdensmarkedet. Jeg var heldig at få denne sample sponsoreret til anmeldelse her på whiskyblog.dk.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #125

Anmeldelse af Pittyvaich 29 Year Old

Næse:

Man dufter straks modne frugter som det første, når næsen sættes hen til glasset. Det er en tydelig aroma af solmodne æbler. Efter nogle minutter i glasset ændrer aromaen karakter, og drejer langsomt men sikkert, over i en duft af tørrede frugter som abrikoser og rosiner. I baggrunden fornemmes svagt en let note af citrusfrugter som appelsin og moden og sød grapefrugt. Man fornemmer lidt de 51.4% vol alkohol i næsen, men der er ikke dominerende. Når man tilsætter et par dråber vand til denne single malt whisky, så åbnes op for en smule karamel- og blomsteraroma.

Pittyvaich 29 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Pittyvaich 29 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i paletten end i næsen. En lille smule vand tager toppen af alkoholen, og man smager bedre, hvad drammen har at byde på. De tørrede frugter er tydelige i smagen. Igen er det abrikoser og rosiner som kommer frem. Der er en let prikken på tungen af noget som minder lidt om frisk ingefær. Der er tydelig smag af karamel, som lægger sig fint i munden, og giver en blød og indbydende fornemmelse i munden. Efter et par nip til drammen kommer en fin smag af blomster-the, og der mærkes en smule bitterhed på tunge. Det minder lidt om blomster-the, som har trukket en smule for længe med the-posen i koppen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Speyside whisky. Smagen af lidt stærk ingefær er tydelig i begyndelsen, og det giver en let prikken på tungen. Det aftager dog hurtigt, og smagen af karamel kommer tydeligt frem. Også i eftersmagen har man en fornemmelse af frugt-the og bitterhed, som når theen har trukket en smule for længe. Appelsin og moden grapefrugt, som også var i duften, kommer ligeledes frem i afslutningen. På samme måde kigger de tørrede frugter også kortvarigt forbi i afslutningen. Man sidder tilbage med en fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

A 1989 ghost, double matured in Pedro Ximenez & Oloroso sherry seasoned casks”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er en utrolig spænende kombination af modne friske frugter, tørrede frugter og modne citrusfrugter. Det hele pakkes flot ind i en oplevelse af karamel. Frisk ingefær og en fin bitterhed fra overtrukket the, er med til at give drammen lidt mere kant, og vise lidt tænder på en god måde. Hvis man skal have fat i en af de kun 4976 udgivne flasker, så skal man slippe omkring 3000,- kroner. Det er mange penge for en flaske whisky. Når det er sagt, så køber man samtidig et samlerobjekt fra et lukket skotsk destilleri. Det kan muligvis retfærdiggøre den høje pris. Jeg fik denne sample foræret til anmeldelse her på bloggen. Jeg havde næppe selv købt en flaske til den pris, så det var en kærkommen måde, hvorpå jeg kunne få smagt denne glimrende whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Pittyvaich 29 Year Old er, at den i sagens natur er “Rare by Nature”. når den kommer fra et lukket destilleri, men det er også en glimrende whisky.

4/5 (1)