Macallan Edition No. 5 – Limited edition

Macallan Edition No. 5 – 2019 release

Macallan Edition No. 5 er en skotsk whisky på 48,5% Vol. Whiskyen er fremstillet af The Macallan Distillery, der er beliggende i Speyside området. Whiskyen er udelukkende modnet i ex-sherry fad af amerikansk egetræ. Der er ikke påført aldersangivelse på flasken. Whiskyen er del i en årlig udgivelse fra destilleriet kaldet “The Edition Series”, og dette er den 5 udgave. Det fremgår at det er en Limited Edition, men der er sendt i alt 26.000 flasker på markedet. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #458

Anmeldelse af Macallan Edition No. 5

Næse:

Man dufter først en tydelig karamelsødme, når næsen første gang sættes til glasset. Hurtigt følger duften af moden frugt efter. Det er en duft man kender fra solmodne, måske endda overmodne, pærer. I baggrunden fornemmes lidt citrusfrugt, med en syrlighed som kendes fra citroner. Efter nogle minutter i glasset kommer vanilje mere og mere frem i aromaen. Man mærker ikke de 48,5% vol alkohol i næsen, og denne skotske whisky, fremtræder meget blid og blød.

Macallan Edition No. 5 - Sample

Macallan Edition No. 5 – Sample

Palette:

Sødmen fra karamel er også tydelig i smagen. Ganske som i duften, smages også søde modne pærer. Der mærkes lidt stærkt på tungen, og smagen af ingefær og muskatnød kommer frem. Der fornemmes en smule egetræ i smagen, og vanilje bliver efterhånden tydeligere. Efter nogle nip af drammen kommer en anelse kanel frem i smagen. Alkoholen er mere markant i smagen end i duften. Vand kan tilsættes hvis det ønskes. Et par dråber vand trækker en let syrlighed og citrusfrugt frem i smagen. Ligeledes bliver smagen af egetræ også tydeligere med lidt vand i drammen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Igen er sødmen fra karamel tydelig, men det aftager gradvist. Smagen af egetræ bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Smagen af vanilje kommer også mere og mere frem. Smagen fra citrusfrugt er stadig tydelig, og det giver lidt syrlig. Sammen med lidt bitterhed fra egetræ, giver det en fornemmelse i munden, som den man kender fra skallen på citroner. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med et fjernt minde af karamel og mælkechokolade, imens man mærker lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

The Macallan Edition No. 5 celebrates The Macallan’s extensive natural colour spectrum and the intricate whisky making process, in partnership with masters at the Pantone Color Institute™ to create a unique shade of purple that features on the packaging. ”

Konklusion:

Dette er god whisky. Kan man lide blide og bløde whiskyer med meget karamel, som momentvis giver lidt bid i form af egetræ, citrus og alkohol, så er denne dram et glimrende valg. Man kan købe en flaske for lige omkring 1000,- kroner. Det er mange penge for en whisky uden aldersangivelse, og den lever måske lidt højt på det gode omdømme Macallan Distillery har haft igennem mange år. Jeg vandt dog denne sample i en konkurrence på Instagram, så jeg skulle ikke selv have tegnebogen frem. Jeg havde sikkert også valgt at lægge sådan en sum penge på en Islay whisky i stedet. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan Edition No. 5 er, at whiskyen er god, men det får man også lov at betale en god sum penge for.

4/5 (1)

Shake your butt – SMWS 63.73

Glentauchers 2008 12 Year Old – SMWS 63.73

Shake your butt SMWS 63.73 er en whisky på 62,3% Vol. Den er produceret af det skotske destilleri Glentauchers Distillery i Speyside området. Den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society har sendt denne flaske på markedet. Denne single cask aftapning har modnet i et enkelt ex-oloroso sherry butt. Alkoholen er destilleret den 7/10-2008, og aftappet ved cask strength efter 12 års lagring. Flasken skulle have være med på Spirit of Speyside Whisky Festival 2021, som blev aflyst grundet COVID-19. Derfor blev flasken sat til salg til gruppens medlemmer på sædvanlig vis. Whiskyen er ikke tilsat farvestoffer, og er aftappet uden brug af kølefiltrering. Der er frigivet 560 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #450

Anmeldelse af SMWS 63.73

Næse:

Næsen mødes først af sødme fra tørrede abrikoser og dadler. Hurtigt følger der frugtsødme fra modne appelsiner efter. Efter lidt tid i glasset kommer lidt mælkechokolade også frem. Kombinationen leder tankerne i retning af de orangetunger, som man finder i slikskålen til jul. Efter at have smagt på drammen fanges en let note af mandel og marcipan også i duften. Når drammen har været længe i glasset kommer en let duft af kaffe gradvist frem. Man mærker ikke den høje alkoholprocent i duften. Med vand forstærkes duften af mælkechokolade.

Shake your butt 63.73 - Sample

Shake your butt 63.73 – Sample

Palette:

Sødmen fra tørrede abrikoser, dadler og solmodne appelsiner er, ganske som i duften, det først man fanger i smagen. Der følges hurtigt op med en let bitter note, som kendes i mandler og marcipan. Sammen med mørk chokolade går tankerne i retning af kaffe. Der mærkes momentvis lidt prikken på tungen fra stærk kanel, der blot er med til at give et ekstra skub i bitterheden. De 62,3% Vol alkohol er tydeligere i smagen, men den virker ikke sprittet. Med vand forstærkes smagen af chokolade og tørrede frugter.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne Speyside single malt whisky. Bitterheden fra mørk chokolade og nødder dominerer i begyndelsen. Efterhånden som dette aftager kommer sødmen igen en anelse frem. Der fornemmes hele tiden en note at moden appelsin i munden. Munden tørrer en anelse ud, mens kanel mærkes på tungen, og smagen af egetræ kigger lidt frem. Man efterlades med et minde om kaffe i munden, mens alkoholen giver god varme i munden.

Hvad siger producenten:

“Intense and captivating aromas led us into a melody of chilli chocolate, orange marmalade and butterscotch as brazil nuts and hazelnuts crumbled on top of carrot cake. On the palate we found cloves, ginger and coffee joyfully jigging with roasted figs and brandy butter as blackcurrants merged with dark chocolate in the corner. With water a celebration of party sparklers fizzed with cinnamon before orange sponge cake and banana loaf shook their thing with vanilla ice cream and a glass of port. Then stewed apples arrived in a salted caramel jumpsuit to dance alongside roasted bananas, cocoa nibs and pear tarts dressed with star anise and orange peel.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide en dram med tydelig påvirkning fra ex-oloroso sherry fad, så er dette et godt bud på en god whisky. Det bliver ikke helt en sherry-bombe, men det er meget tæt på. Kombinationen mellem sødme og bitterhed fungerer rigtig godt, og giver en god helhedsoplevelse. Hvis man er medlem af SMWS  kan man købe en af de 560 flasker for 825,- kroner. For de penge får man en 12 årig single cask whisky, der er aftappet ved fuld fadstyrke og uden kølefiltrering. Konklusionen på denne anmeldelse af Glentauchers 2008 12 Year Old, Shake your butt, SMWS 63.73 er, at hvis det ikke helt er en sherry-bombe, så er det i hvert fald stadig en god whisky-oplevelse.

4/5 (1)

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Signatory Vintage 2008/2016

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Aftappet til FC Whisky

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er en skotsk whisky på 60,3% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, der ligger i Highland regionen. Whiskyen har lagret på et second-fill sherry butt fad nummer #212, og er en delvis aftapning på i alt 240 flasker. Whiskyen er aftappet til FC Whisky af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “The Un-chillfiltered Colletion”. Råpritten er destilleret den 27/8-2008, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 26/10-2016, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og som navnet på serien antyder, så er den heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #446

Anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old

Næse:

Man mødes først af blød og sødmefuld røg. når der duftes til whiskyen. Det minder om røgen fra sød æbletobak til piben. Langsomt kommer noter af tørrede frugter frem i glasset, hvor rosiner træder tydeligt frem. Der kommer en duft af ristede valnødder frem efter nogle minutter i glasset. Ligeledes fremkommer en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder. Kombinationen leder tankerne i retning af gammelt læder. De 60,3% vol alkohol mærkes i næsen, og vand kan med fordel tilsættes. Vandet trækker en let syrlig note frem, der minder lidt om grapefrugter.

Edradour Ballechin 2008 - Sample

Edradour Ballechin 2008 – Sample

Palette:

Alkoholen er tydelig i smagen, og ganske som i duften, kan vand med fordel tilsættes for at nedtone spritten lidt. De mørke noter er også ganske tydelige i smagen. Igen er det rosiner der er tydeligst. Der kommer en anelse bitterhed frem, som den man kender fra umodne nødder. Efter et par nip til drammen fornemmes lejlighedsvist lidt syrlige noter af citrus i baggrunden. Hele smagen pakkes ind i et tydelig lag af sødmefuld røg. Der mærkes kortvarigt en smule kanel på tungen, når whiskyen drikkes.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Først dominerer sødmen fra rosinerne stadig. Dette aftager gradvist, og en let bitterhed kommer frem. Der smages en smule egetræ og vanilje. Fornemmelsen af noget jordslået, som også var at finde i duften, kommer en anelse frem i eftersmagen. Der mærkes stadig et fint lag af sødmefuld røg i munden. Kombinationen leder igen tankerne i retning af sød pibetobak og gammelt læder. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med lidt mokka og kanel i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i kroppen.

Hvad siger producenten:

A 2008 vintage from Edradour Ballechin – Heavily Peated and Specially Selected For Denmark 2016”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med kraftig smag, og masser af power, så er dette den rette dram at vælge. Man kan købe en flaske for lige under 800,- kroner. Der er mange flasker at vælge imellem i dette prisleje. I dette tilfælde får man en naturlig præsentation, uden kølefiltrering og uden kunstig farve, der er aftappet ved fadstyrke. Samtidg skal man tænke på at Signatory Vintage ejer destilleriet, hvilket giver dem rig mulighed for, at vælge de helt rigtige fad til disse “uafhængige aftapninger” af Edradour whisky. Det giver dem en glimrende lejlighed til at fremstå bedst muligt, hvilket de også gør i dette tilfælde. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er, at Signatory Vintage endnu en gang viser, at de er fantastiske som uafhængig aftapper af deres egen whisky.

4/5 (1)