Girvan 25 Year Old – Old Particular Single Grain

Girvan 25 Year Old – Single Grain fra Douglas Laing & Co Ltd

Girvan 25 Year Old Grain er en skotsk whisky på 51,5% vol. Denne whisky er produceret på Girvan Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der ligger i Lowland regionen. Der produceres kun grain whisky på destilleriet. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd., har flasket whiskyen som del af deres “Old Particular” serie. Dette er en single cask whisky fra et genbrugt fad med nummer #DL10805. Den blev produceret i december 1989, og hældt på flaske i juni 2015. Det fremgår af flasken, at whiskyen er 25 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer også uden kunstig farve. Der er sendt 232 flasker i handlen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #142

Anmeldelse af Girvan 25 Year Old

Næse:

Man dufter straks egetræ når glasset føres til næsen. Der kommer herefter hurtigt lidt søde frugter frem i aromaen. Der fornemmes lidt modne æbler. Der er en let syrlig undertone. Det er ikke en syrlighed, som den man kender fra citrus. Det er mere over i en let syrlig vinøs duft. I baggrunden fornemmes svagt en let note af vanilje og nødder. Tankerne drejer sig over i retning af marcipan. Man mærker ikke de ellers så potente 51,5% vol alkohol i næsen.

Girvan 25 Year Old - Sample

Girvan 25 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i smagen end i duften. Den er dog ikke så voldsom at man behøver at nedvande. Jeg har dog valgt at tilsætte et par dråber, og det åbner drammen lidt mere op. Smagen af nødder og mælkechokolade er ret tydelig i paletten. I baggrunden mærkes en smule vanilje. Efter et par nip til drammen kommer lidt frugtsødme frem, ganske som den også gjorde i duften. Den vinøse syrlighed, som var ret tydelig i næsen, er ikke at finde i smagen i denne Lowland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der ligger en fin sødme i munden. Modsat i næsen og paletten, så er det mere en sukkersødme end en frugtsødme. Det minder lidt om let brændt eller karamelliseret sukker. På tungen mærkes lidt stærke krydderier. Igen kigger syrligheden i smule frem, inden munden tørrer en smule ud i en tydelig smag af egetræ. Alkoholen giver en varm fornemmelse i munden.

Hvad siger producenten:

“Crushed sugar in style, sherbert’y, fruity – hard candy and espresso in style.”

Konklusion:

Jeg har smagt lidt forskellige grain whiskyer efterhånden, og kun enkelte af dem har imponeret. Smagen af masseproduceret industri whisky har ofte været for tydelig, og de har generelt efterladt mig med en lidt kedelig og sprittet oplevelse. Denne whisky er anderledes. Duft, smag og afslutning minder imponerende meget, om de oplevelser man ellers kun finder i single malt whisky. Der er sødme, syrlighed, vanilje, fin alkohol og god indflydelse fra fadet. Den er ganske enkelt længder bedre end andet grain whisky jeg har smagt. Hvis man er heldig at finde en flaske, så kan den købes for lige under 1000,- kroner, og den er alle pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Girvan 25 Year Old er, at jeg oven på denne oplevelse, sagtens kunne overveje, at købe en hel flaske af de officielle grain aftapninger fra destilleriet.

4/5 (1)

Ailsa Bay – første udgivelse

Ailsa Bay – nyt destilleri fra Lowland

Ailsa Bay er en skotsk whisky på 48,9% Vol. Whiskyen er den første fra det nye Ailsa Bay Distillery i Lowland regionen i Skotland. Der er ingen aldersangivelse på flasken, så det er en såkaldt NAS whisky. Whiskyen er lagret på flere typer fad. En del lagres på Hudson Baby Bourbon fad på 25-100 liter i 6 til 9 måneder. En anden del lagres på traditionelle 200 liters ex-bourbon fad. Spritten hældes herefter i virgin oak, first fill og genbrugte amerikanske egetræs fad. De tre fadtyper mixes efter nogle års lagring, inden den hældes på flasker. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret og har 21 PPM fenol indhold.  Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #66

Anmeldelse af Ailsa Bay

Næse:

Man dufter straks røg i denne whisky. Det er en lidt “tør røg”, som minder lidt om aske. Efter lidt tid i glasset fremkommer en tydelig sødme fra modne frugter. Dette påvirker også duften fra røgen som bliver mere blød og rund. I baggrunden fornemmer man en smule egetræ fra de små fad. Man mærker ikke umiddelbart den høje alkoholprocent på 48,9% vol i næsen.

Ailsa Bay - Sample

Ailsa Bay – Sample

Palette:

Igen er røgen dominerende. Det er ikke den tørre aske-røg man først fornemmede i duften. Det er en mere en smag af brændt gummi. Man mærker frugtsødmen tydeligere i paletten end man gjorde i næsen. Her smages søde æbler. Alkoholen er meget mere markant i smagen end i aromaen. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand. Det lukker op for en fin snert af egetræ, og man mærker lidt karamel i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Den er også præget af røg. Igen er det den lidt tørreaske-røg man stiftede bekendtskab med første gang man hilste på whiskyen. Egetræ er mere markant i eftersmagen. Langsomt tørrer rungen ud, og man sidder tilbage med en fornemmelse af mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Flavour meandering between smoke, fruit and creamy toffee, this extra maturation period has developed deeper toasty oak notes with every sip.”

Konklusion:

Det er en ganske fornuftig dram. Whiskyen har ikke den store kompleksitet, men kan man lide rød, så har den trods alt lidt at tilbyde. Man kan købe en flaske for lige under 700,- kroner. Sammenligner man med andre røgede skotske whiskyer i det prisleje, så kan denne, efter min mening, ikke stille meget op. Jeg mener, man er bedre tjent ved at købe whisky fra Ardbeg Distillery eller Laphroaig Distillery. Når det er sagt, så er whiskyen interessant, da det er den første fra destilleriet, og der er plads til forbedring. Konklusionen på denne anmeldelse af Ailsa Bay er, at den er for dyr, i forhold til det man får for sine penge.

3/5 (1)

Balvenie 14 Year Old – Caribbean Cask

Balvenie 14 Year Old Caribbean Cask – afsluttet på ex-rom fad

Balvenie 14 Year Old Caribbean Cask er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret af Balvenie Distillery, beliggende i Dufftown, Skotland. Denne whisky er derfor en Speyside single malt whisky. Whiskyen er lagret på traditionelle amerikanske ex-bourbon fad i 14 år. Herefter er den lagret på fad, som har indeholdt rom fra Caribien i 8-9 måneder, så det kan kaldes en slags ex-rom fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #62

Anmeldelse af Balvenie 14 Year Old Caribbean Cask

Næse:

Man mærker straks en sødme i næsen, som man også kender fra sød rom. Det er dog ikke kun den mørke sirup-agtige sødme man har i næsen. Der er også en let honningsødme i baggrunden. Der er også en god mængde krydderier i næsen, hvor de stærke ingefær og nellike toner er meget tydelige. Når næsen har justeret sig til de kraftige aromaer, så fornemmer man vanilje, karamel og egetræ. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Balvenie 14 Year Old Caribbean Cask - Sample

Balvenie 14 Year Old Caribbean Cask – Sample

Palette:

Man får virkelig en kraftig smagsoplevelse ved første mundfuld. Kraftig alkohol på trods af de kun 43% vol. Herefter komme de stærke krydderier, som var i næsen, også frem i smagen. Igen er det nelliker og ingefær. Når det største spark i smagsløgene har lagt sig, så kommer der toner af mørk og sød frugt frem. Sødmen fra sirup og mørk sukker som er i meget rom kommer herefter frem. Et par dråber vand nedtoner også de kraftige smagsindtryk, og giver plads til fine noter af vanilje og karamel. Efter et par mundfulde har man næsten indtryk af blomster og citrus.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på drammen. Afslutningen er præget af bitterhed og en tør fornemmelse i munden. Her er det igen nelliker som smager kraftigst igennem. Efter lidt tid fremkommer mørke toner som man kender fra kakao. Efter et par nip til glasset, så fremkommer nærmest en afslutning, som leder tankerne hen på mint eller eukalyptus, hvilket er ret specielt i det ellers mørke udtryk.

Hvad siger producenten:

“To create the ideal finish Malt Master David C. Stewart MBE filled American oak casks with his own blend of select West Indian rums. When he judged the casks to be ready, the rum was replaced with the 14 year old spirit and the wood was put to work adding the final touches.”

Konklusion:

Jeg er ikke den største fan af rom, og foretrækker skotsk whisky. I denne dram forsøges det kombineret. Jeg synes måske ikke udfaldet er specielt heldigt. Det er en kraftig dram i hele udtrykket, hvilket jeg normalt er glad for. Der er bare noget forkert over den sirup-sødme som rommen giver til whiskyen. Det syntes jeg er synd, og jeg ville gerne smage drammen uden rom-finish. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner, og det mener jeg bestemt ikke den er værd. Jeg har heldigvis byttet mig til denne sample fra youtube kanalen SOWLEG. Konklusionen på denne anmeldelse af Balvenie 14 Year Old Caribbean Cask er, at der er for meget rom og for lidt whisky efter min smag.

3/5 (1)