Thy Whisky No. 13 – Stovt

Thy Whisky No. 13 – Whisky lagret på Limfjordsporter fad

Thy Whisky No. 13 er en dansk single malt whisky på 51% Vol. Whiskyen er fremstillet af Thy Whisky, og destilleret på Nordisk Brænderi. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad, ex-oloroso og ex-PX sherryfad. Den har efterfølgende fået en afslutning i 5 brugte whisky fad, som tidligere har indeholdt Limfjordsporter, fra det lokale bryggeri Thisted Bryghus. Spritten er destilleret fra januar til oktober 2017 på vienna malt, pale malt og bøgerøget malt. Whiskyen er aftappet i oktober 2020, med en aldersangivelse på 3 år. Whiskyen er desuden fremstillet uden kølefiltrering og er økologisk certificeret, samt aftappet uden kunstige farvestoffer. Der er sendt 1825 flasker på markedet. Denne sample var del af en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana, hvor Andreas fra Thy Whisky fortalte om deres aftapninger.

Besøg: Producentens hjemmeside og destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #326

Anmeldelse af Thy Whisky No. 13

Næse:

Næsen rammes først af tydelig sødme fra malten. Der følges op med sødme fra tørrede frugter, hvor figner og dadler kommer frem. Efter nogle minutter i glasset kommer en let note af mynte frem. I baggrunden fornemmes lidt chokolade og kakao, med en fjern snert af lakrids. Noter som godt kan lede tankerne i retning af øltypen stout. En duft af egetræ bliver gradvist tydeligere, jo længere drammen står i glasset. De 51% Vol alkohol fornemmes, men whiskyen er ikke sprittet.

Thy Whisky No. 13 - Sample

Thy Whisky No. 13 – Sample

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, og vand kan tilsættes efter personligt behov. Som i duften er maltsødme også det første som rammer smagsløgene. Der følges hurtigt op med tydelig smag af egetræ. Der følger hurtigt karamel, kakao og vanilje med. I baggrunden findes lidt figner og dadler, som efter et par nip til drammen, bliver en anelse mere fremtrædende. Momentvis opleves lidt stærk mynte på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne danske whisky. Smagen af egetræ er ganske tydelig i eftersmagen, og giver en del tørhed i munden. Noterne fra karamel, vanilje og chokolade er tydeligere i afslutningen. Sammen med smagen og tørheden fra egetræ, så minder det om den fornemmelse man får, når man spiser lakridsrod. Lidt sødme fra dadler og figner kommer en anelse frem, inden munden tørrer helt ud. Man efterlades med lidt varme i munden.

Hvad siger producenten:

“Stovt er blandet af et udpluk af vores single malts fra både bourbon, oloroso og PX sherry fade. Som noget nyt er det kommet en lille andel af vores bøgerøgede single malt med i ”vielsen”. Vi har lånt Thisted Bryghus fem af vores whiskytønder, som er blevet brugt til at fadlagre den klassiske Limfjordsporter i et halvt års tid. Derefter har vi brugt tønderne til at give whiskyen et cask-finish, der bidrager med mundfylde og smagsnoter af lakrids og brændt karamel. Resultatet er kavalkade af søde noter af vanilje og tørrede frugter og karamel, egetræ, lakridsrod, støvet korn og en lille snert af sød røg, som kommer i bølger og en eftersmag, der udvikler sig længe. “

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Min kammerat afholdt arrangementet på Restaurantskibet Prinses Juliana, og forærede mig cirka 1/3 flaske med hjem, så jeg har fået god mulighed for at smage drammen. Jeg er stor fan af Limfjordsporter, så det bliver nærmest ikke bedre, end at de aflagte whiskyfad ryger tilbage til Thisted Bryghus. Her bruges de til fremstilling af deres Limfjordsporter Thy Whisky fad 49. Sådan kører disse fad i ring mellem destilleri og bryggeri, og skaber to fine oplevelser i både øl og whisky. Kombinationen mellem ex-sherry fad, ex-bourbon fad og ex-øl fad giver en fin kompleksitet til denne unge whisky. Man kan købe en flaske for 1000,- kroner, hvis man altså er heldig at finde en af de 1825 flasker til salg. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 13 Stovt er, at man som fan af enten Limfjordporter, Thy whisky eller begge dele, ikke går helt galt i byen med denne danske whisky.

4/5 (1)

Bruichladdich Octomore 08.1 – Masterclass

Bruichladdich Octomore 08.1 – Super heavily peated

Bruichladdich Octomore 08.1 Masterclass er en skotsk whisky på 59,3% Vol. Whiskyen er fremstillet på Bruichladdich Distillery, som er et af de skotske destillerier på Islay. Råspritten er destilleret i 2008, hvorefter den har modnet i 8 år på amerikanske first fill ex-bourbon fad. Der er brugt fad som tidligere har indeholdt bourbon fra de ameriakanske destillerier Buffalo Trace, Clermont Springs, Four Roses, Heaven Hill og Jack Daniels. Som det står skrevet på flasken, så er denne dram kraftig røget, med imponerende 167 PPM. Det fremgår også af flasken, at det er en Limited Edition udgave. Den er desuden aftappet ved cask strength, og der er ikke brugt kølefiltrering og, ej heller tilsat kunstig farve. Flasken blev åbnet den 26-06-2020 sammen med min søn, i anledning af, at han fik sit eksamensbevis på STX. Intet mindre end 5 A niveau fag, og dertilhørende sort hue. Han mente det var det rigtige valg med denne dram, i sådan en festlig anledning.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #313

Anmeldelse af Octomore 08.1

Næse:

Næsen rammes med det samme af kraftig røg. Det er røg som man kender det fra en bål-plads, hvor der er frisk røg i luften, og aske rundt om bålet. Når lugtesansen har tilpasset sig røgen, kommer andre aromaer frem fra glasset. Der duftes nu en fin og frisk citrus note, samtidig med at honningsødme kommer frem. I baggrunden fornemmes karamel og vanilje. Efter lidt tid i glasset får denne single malt whisky et lidt maritimt og mineralsk udtryk. Overraskende nok mærkes de 59,3% vol. alkohol ikke synderligt i næsen.

Bruichladdich Octomore 08.1

Bruichladdich Octomore 08.1

Palette:

Røg er det første man stifter bekendtskab med i smagen. Også i paletten er det røg som fra bål-pladsen. Alkoholen er en del tydeligere i smagen end den var i næsen. Den er dog ikke så sprittet og markant, at man nødvendigvis behøver at nedvande. Et par dråber vand lukker dog en anelse op for smagsindtrykkene. Der smages citrusfrugter som søde appelsiner og mandariner. Dette følges op med sødme fra blomsterhonning. Også i smagen er et maritimt og mineralsk strejf, som giver en smule saltet udtryk. Efter et par smagsprøver af whiskyen kommer fine toner af egetræ, vanilje og karamel frem. Efterhånden som man er kommet ned i flasken, kommer der gradvist mere og mere mint frem i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. De søde citrusfrugter og blomsterhonningen aftager gradvist. Egetræ, vanilje og karamel tiltager samtidig i intensitet. Sammen med det mineralske udtryk giver det en lidt tør følelse i munden. Lidt stærke krydderier mærkes på tungen. Hele afslutningen pakkes ind i en smag som tør aske. Langsomt aftager oplevelsen, og man efterlades med lidt mint på tungespidsen, og mælkechokolade i munden, mens alkoholen har givet en god varme.

Hvad siger producenten:

“The spirit of Octomore has been defying logic for over fifteen years. The “what if” moment that once seemed almost absurd has progressively morphed into something endlessly alluring. Now, suddenly, there are eight. The Octomore 08.1 edition is: 167 ppm and was distilled in 2008 using 100% Scottish barley, from 2007 harvest. 100% matured in first fill American oak casks, including Buffalo Trace, Clermont Springs, Four Roses, Heaven Hill & Jack Daniels.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky, der lige falder i min smag. Det kræver naturligvis, at man kan lide røget whisky, da det trods alt er et bærende element i oplevelsen. Når det er sagt, så har drammen andre ganske interessante udtryk. Jeg er særligt imponeret over, hvor frisk, fin og let den faktisk fremtræder, på trods af den barske røg og den høje alkohol procent. Jeg var heldig at finde flasken på tilbud til 799,- tilbud, hvor den normalt koster cirka 1200,-. Sammenlignes med whisky fra danske destillerier, som ligger tæt på i både alder og pris, så syntes jeg dette i mange tilfælde, er et bedre bud på en vinder dram. Nu er jeg naturligvis også Peat-head med stort “P”, så det må være op til hver enkelt at vurdere. Konlusionen på denne anmeldelse af Bruichladdich Octomore 08.1 Masterclass er, at der bag det barske ydre gemmer sig en fin og let whisky, som samlet set er fantastisk.

4.5/5 (2)

Storry’s quarry – SMWS G7.19

Girvan 1992 28 Year Old – SMWS G7.19

Storry’s quarry SMWS G7.19 er en skotsk whisky på 55,2% Vol. Whiskyen er produceret på Girvan Distillery i Lowland regionen. Denne single grain whisky er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Den har modnet i 28 år på et enkelt first fill ex-bourbon. Råspritten blev fremstillet den 22/09-1992, og aftappet efter endt modning i 2020. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og er uden kunstig farvestof. Alle flasker er aftappet ved fuld fadstyrke, og der er et outturn på 127 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #305

Anmeldelse af SMWS G7.19

Næse:

Først duftes søde frugter, når glasset kommer hen til næsen. Der duftes modne æbler og lidt overmoden banan. Bagved duftes lidt friske skovnær og blommer, som tilføjer en anelse syrlighed i næsen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, bliver duften af vanilje gradvist mere og mere tydelig. Med sig har det en let duft af brun karamel. Efter at have smagt på drammen duftes også kokos og lidt hasselnødder. Man mærker ikke de 55.2% Vol. alkohol i næsen.

Storry's quarry G7.19 - Sample

Storry’s quarry G7.19 – Sample

Palette:

Sødmen er også det første man smager i denne single grain whisky. Modne æbler og sød ananas kommer tydeligt frem. Der følges hurtigt op med en let syrlighed, som den man kender i limefrugter og umodne blommer. Der mærkes kortvarigt lidt stærk ingefær på tungen. Kokos og vanilje kommer gradvist frem jo flere gange du smager på drammen. Der en let jordslået smag i baggrunden, som den man kender fra en fugtig kælder. En smule bitterhed fra hasselnødder mærkes i munden. Alkoholen er heller ikke markant i smagen, men den kan godt mærkes i munden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Smagen af vanilje og brun karamel er tydelige i eftersmagen. Ligeledes er fornemmelsen af fugtigt kælderrum også mere fremtrædende i afslutningen, end den var i smagen. Sammen med lidt sødme og syrlighed fra frugter og bær, så kan det minde om smagen af ny-tændt pibe, bare uden røgen. Lidt mynte mærkes momentvis på tungespidsen. Man efterlades med god varme i munden, mens smagen af lidt bitre nødder med lidt kokos stadig hænger en anelse ved.

Hvad siger producenten:

“The nose opened with overripe yellow plums, sweet orange wines, mineral oil, drying paints and American jellybeans. Then candied citrus peels, artificial fruit cordials and mixed confectionery from a warm sweet shop. Also hints of cider vinegar, wood polish and plums macerating in sugar. Water brought dunnage warehouse must, creme brûlée, malt loaf, bike chain oil and caraway. Some creamed coconut, strawberries and pina colada. The palate opened with a subtle earthiness and tobacco leaf. Then plunged deep into milk bottle sweeties, tinned custard, doughnut batter, caramelising brown sugar, sponge cake and soft herbal cough medicines. Water gave us coconut cream, pineapple syrup, dried tarragon, toasted pistachios, crispy chicken skin and lush rummy sweetness.

Konklusion:

Dette er en glimrende grain whisky, som The Scotch Malt Whisky Society her har aftappet. Der er gode noter af både søde og syrlige frugter, mens de 28 års lagring kommer frem med noter af fugtig kælder og whisky lagerhal. Man kan købe en af de kun 127 flakser for 1150,- kroner. Jeg har efterhånden været igennem en del grain whisky, og mange har overrasket positivt. Særligt når de får en hel del år under vesten, så har de ofte meget at byde på. Denne aftapning er et glimrende eksempel på dette, og et argument for ikke altid at gå efter single malt. Der er virkelig god whisky at finde i denne del af markedet også. Konklusionen på denne anmeldelse af Girvan 1992 28 Year Old, G7.19, Storry’s quarry er, at dette er en glimrende påmindelse om ikke altid at købe single malt whisky.

4/5 (1)