Caol Ila 2006 12 Year Old – Signatory Vintage 2006/2019

Caol Ila 2006 12 Year Old – Cask Strength Collection

Caol Ila 2006 12 Year Old er en skotsk whisky på 55,9% vol. Whiskyen er produceret af Caol Ila Distillery, der er et af Skotlands destillerier på øen Islay. Whiskyen har udelukkende lagret på to ex-bourbon fad, nemlig fadnummer #311562 og #311563. Spritten er hældt på fadet den 17. december 2006, og aftappet den 20. februar 2019 ved fuld fadstyrke. Dermed er whiskyen 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, som del i deres serie “Cask Strength Collection”, i 492 eksemplarer. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #379

Anmeldelse af Caol Ila 2006 12 Year Old

Næse:

Sødmefuld røg kommer op af glasset som det første. Det minder lidt om røgen fra sød æbletobak til piben. Duften af vanilje og karamel følger hurtigt efter. Der anes en smule egetræsnoter i baggrunden. Når drammen har stået lidt tid i glasset, kommer en snert af citrusfrugt frem fra baggrunden. Når man har smagt på whiskyen, kommer også noter af tropisk frugt som honningmelon og bananer frem. Alkoholen anes kun svagt i duften, og den virker ikke sprittet. Med lidt vand fremkommer lidt honningsødme.

Caol Ila 12 Year Old 2006 - Sample

Caol Ila 12 Year Old 2006 – Sample

Palette:

Alkoholindholdet på 55,9% Vol. er væsentligt mere fremtrædende i smagen, og er meget tydelig, når man smager på whiskyen. Dette nedtones fint med lidt vand, hvorved andre smagsnuancer fint kommer frem. Ganske som i duften er sødmefuld røg dominerende i smagen. Når smagsløgene er tilvænnet røgen, kommer fin smag af tropiske frugter som honningmelon og lidt modne bananer. Der anes kun svagt et strejf af syrlig citrus. Der mærkes stærk peber og lidt chili på tungen. Efter et par nip til drammen bliver vanilje, karamel og egetræ gradvist mere og mere markant. Ligeledes fremkommer en let maritim note, der tilføjer lidt saltet udtryk, ganske som man kender det fra mange Islay whiskyer.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Vanilje og karamel har lagt sig som et fint lag i hele munden. Samtidig bliver de maritime og saltede smagsnoter tydeligere, og mærkes på læberne og siden af tungen. Det stærke peber kommer lejlighedsvist frem og giver prikken på tungen. Honningsødme kommer frem hen imod slutningen, imens egetræ bliver mere markant. Man efterlades med lidt bitterhed og fornemmelse af pibetobak i munden, mens alkoholen giver varme i hele kroppen.

Hvad siger aftapperen:

“07/12/2006 Bottled on: 20/02/2019 Cask No.: 311562 + 311563 1 of 492 Bottles Matured in a Hogshead “

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Den indeholder alle elementer som man forventer af en klassisk Islay whisky. Massr af røg, maritime noter, frugtsødme og tydelig påvirkning fra de to ex-bourbon fad. Kombinationen giver en en god whisky oplevelse. Man kan købe en flaske for lige under 750,- kroner, hvis man er heldig at finde en af de kun 492 flasker. For de penge får man til gengæld en 70 cl. flaske, der er aftappet ved cask strength, og er aftappet uden kunstig farve og uden kølefiltrering. Alt sammen ting man som whisky-nørd værdsætter. Den klassiske 12 års aftapning når ikke denne til sokkeholderne. Jeg var heldig at bytte mig til denne sample med en god bekendt, så jeg fik chancen for at smage den. Endnu engang viser det sig at uafhængige aftapninger er værd at kigge efter. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila 2006 12 Year Old er, at whiskyen er super god, og langt bedre en den klassiske 12 års udgave de fleste kender.

3.5/5 (2)

Kilkerran 12 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Kilkerran 12 Year Old – ex-bourbon og ex-sherry fad

Kilkerran 12 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet er ligger i Campbeltown regionen. Destilleriet ejes af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 12 år på en kombination af 70% ex-bourbon fad, og 30% ex-sherry fad. Den er fremstillet uden tilsætning af kunstig farve. Der er ligeledes heller ikke brugt kølefiltrering under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #370

Anmeldelse af Kilkerran Kilkerran 12 Year Old

Næse:

Først kommer en let sødme fra henkogte pærer op af glasset. Der følges op med en let note af røg. Der er ikke røg, som den man kender i mange Islay whiskyer, men mere en røg som man kender det fra gammelt brændt træ, der har ligger nogle dage i brændeovnen. Langsomt kommer lidt duft af citrus og nyslået græs frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en fjern note af vanilje og karamel også frem. En let mineralsk note ligger bagved, og giver en fornemmelse af flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Kilkerran 12 Year Old

Kilkerran 12 Year Old

Palette:

Syrligheden fra citrusfruger og nyslået græs rammer smagsløgene først. Det smages en kombination af grapefrugterog og søde appelsiner bagved. Der komer hurtigt stærk ingefær og sort peber på tungen, der dog også aftager hurtigt. Langsomt men sikkert kommer sødmen frem, og nu smager citrusfrugterne smager mest af søde appelsiner, med grapefrugt i baggrunden, mens de henkogte pærer jævnligt kigger frem. Sammen med sødmen fra appelsinerne, kommer også tydelig vanilje og karamel. I sammenhæng med en smule bitterhed tænkes på mandler og hasselnødder. Efter et par nip til denne whisky fra Skotland fornemmes lidt salt og flintesten på læberne. De 46% Vol alkohol er heller ikke markante i smagen.

Afslutning:

Der en medium afslutning på drammen. Sødmen fra appelsinerne og de henkogte pærer ligger som et fint lag i munden. Noterne af forkullet træ, der også var at finde i duften, kommer frem igen i eftersmagen. Sammen med en lidt bitter note, og tydelig mineralitet, forstærkes fornemmelsen af mandler og hasselnødder. Sammen med lidt vanilje og karamel ledes tankerne i retning af marcipan. Man efterlades med lidt stærk peber og muskatnød på tungen, mens alkoholen giver en let varme i brystkassen.

Hvad siger producenten:

“Initially fruity with citrus notes and orange peel, after this: vanilla, butterscotch, honeycomb and digestive biscuits can all be tasted and enjoyed”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let-røget whisky, med tydelig indflydelse fra ex-bourbon fad, så er dette et godt valg. Er man samtidig glad for whisky fra Campbeltown regionen, hvor der ofte findes mineralske noter, så er det en no-brainer. Er man samtidig fan af destilleriet, så sidder denne whisky lige i skabet. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Til den pris og med den oplevelse, så er det høj klasse for en standard-aftapning, og den bør på et tidspunkt, at finde vej til enhver whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 12 Year Old er, at som fan af destilleriet og regionen, så er det svært at finde bedre standard-aftapning i dette prisleje.

4/5 (1)

Edradour Caledonia – 12 Year Old

Edradour Caledonia – Douglas Maclean’s Selection

Edradour Caledonia 12 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger i Highland regionen. Whiskyen var oprindeligt en small batch udgivelse fra et enkelt fad. Fadet var udvalgt af sangeren Douglas Maclean, og udgivelsen blev opkaldt efter hans værk “Caledonia”. Nu er udgivelsen en af standard aftapningerne fra destilleriet. Denne whisky har først lagret på traditionelle ex-bourbon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i 4-5 år på ex-oloroso sherry fad. Whiskyen har minimum modnet i 12 år på disse fad. Den er aftappet med naturlig farve og uden kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #324

Anmeldelse af Edradour Caledonia

Næse:

Man mødes først af sødme fra mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, dadler og figner. Der følges hurtigt op af honningsødme, der tilføjer en let blomstret note. Der duftes lidt søde appelsiner i denne Highland whisky. Der mærkes en smule alkohol i næsen fra de 46% vol, uden det dog bliver for voldsomt. Med et par dråber vand lukker op for lidt egetræ og mandler. Kombinationen mellem tørrede frugter, egetræ og mandler minder lidt om duften fra sød tobak. Efter noget tid i glasset kommer blomsternoten mere frem, og den minder om den man kender fra håndsæbe.

Edradour Caledonia 12 Year Old - Miniature

Edradour Caledonia 12 Year Old – Miniature

Palette:

De tørrede frugter er også tydelige i smagen, ganske som de også var i duften. Igen er både rosiner, dadler og figner tydelige. Der kommer hurtigt lidt smag fra stærk kanel  frem på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Efter et par nip til drammen bliver smagen af solmodne appelsiner og honning tydeligere og tydeligere. Ligeledes træder mandler og vanilje også mere frem i smagsindtrykket. Der smages lidt lakrids i baggrunden. Et par dråber vand lukker mere op for noterne af egetræ i whiskyen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Smagen fra søde appelsiner er tydelige i begyndelsen, men aftager mens der gives mere plads til honningsødmen. Samtidig fornemmes sødmen fra de tørrede frugter stadig. Der mærkes momentvis stærk kanel i munden. Egetræ og vanilje er tydeligere i afslutningen, og der mærkes en let bitterhed. Sammen med en snert af lakrids, minder det lidt om lakridsrod, eller lakrids-the, som har trukket lidt for længe. Der kommer slutteligt lidt mandel og mælkechokolade frem, inden munden tørrer ud, og man efterlades med en fin varme fra alkohol og stærk kanel.

Hvad siger producenten:

“Caledonia Edradour is a special single cask release, selected by songwriter Dougie Maclean and named after his famous song, Caledonia. This handmade single malt is a small batch bottling. At a strength of 46% ABV and unchillfiltered, Caledonia retains maximum flavour with great depth and body. Initial maturation in Bourbon casks followed by an Oloroso Finish of 4-5 years. An old fashioned whisky for those looking for how whisky used to be made.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der tilbydes ganske god kompleksitet, fine smagsnoter og lidt spark i alkoholen. Samtidig er den stadig utrolig let at drikke, uden den stiller alt for store krav. Den rammer et godt sted i midten, hvor alle kan være med. Den kan drikkes uden du behøver at have stor erfaring med whisky, men der er stadig nok dybde til, at den mere erfarne også får noget ud af oplevelsen. Man kan købe en flaske for cirka 500,- kroner. I dette prislejer er den helt sikkert konkurrencedygtig, og man bør på et tidspunkt, at have den som del i sin whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Caledonia 12 Year Old er, at alle kan være med på denne whisky, både hvad angår smag, kompleksitet og pris.

4/5 (1)