Glencadam 15 Year Old – Highland Single Malt

Glencadam 15 Year Old – The Rather Dignified

Glencadam 15 Year Old er en whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Glencadam Distillery, der et af Skotlands destillerier, der ligger i Highland distriktet. Whiskyen er modnet i 15 år udelukkende på ex-bourbon fad. Det fremgår på flasken, at whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og uden tilsætning af kunstig farve. Som det fremgår af indpakningen, så gøres dette for bi-beholde de aromatiske komponenter i whiskyen. Destilleriet kalder også drammen for “The Rather Dignified Highland Single Malt Scotch Whisky”. Den har vundet flere internationale priser, og den navnkundige YouTuber Ralfy har givet den titlen som årets whisky i 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #337

Anmeldelse af Glencadam 15 Year Old

Næse:

Man dufter med det samme sødme fra malten, når næsen kommer hen til glasset. Sødme fra modne frugter følger efter, hvor pærer, røde æbler og honningmelon kommer frem. Efter lidt tid i glasset kommer en note af citrusfrugter mere og mere frem. Ligeledes bliver vanilje også tydeligere og tydeligere. I baggrunden anes svagt lidt nyslået græs og banan. Ligeledes anes også svagt lidt bitterhed fra hasselnødder. De 46% vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Glencadam 15 Year Old

Glencadam 15 Year Old

Palette:

Sødmefulde modne pærer er det første som smages. Det minder næsten om de henkogte pærer man køber på dåse. Hurtigt bliver smagen af vanilje også meget tydelig i denne Highland whisky. Røde æbler og honningmelon kommer langsomt frem. Som i duften ligger en let note af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis mærkes en smule prikken på tungen fra lidt stærk peber. I baggrunden mærkes lidt bitterhed fra umodne hasselnødder. Jeg har oplevet at finde et fjernt strejf af røg i smagen, men det er ikke altid. Jeg tænker det kommer fra ristningen i fadene, mere end røget malt. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de henkogte pærer og vanilje er stadig tydelig. Denne sødme aftager langsomt, og maltsødmen kommer igen en anelse frem. Bitterheden fra hasselnødder er mere markant i afslutning, og tilføjer en anelse tørhed på tungen. Momentvis kommer lidt syrlighed fra citrusfrugter, og lidt prikken fra stærk peber, igennem det generelt søde udtryk. Man efterlades med et minde om karamel og mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Multi-award winning Glencadam Highland Single Scotch Malt Whisky Aged 15 Years is a fine example of centuries of craftsmanship and tradition. “The rather dignified” malt with a beautifully mouth-watering, true flavour.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, det skal der ikke være tvivl om. Sødmen fra malt, vanilje og henkogte pærer får næsten whiskyen til at virke som en dessert på flaske. Samtidig giver lidt syrlighed, bitterhed, stærk peber og fin alkohol indhold et godt løft til oplevelsen. Samtidig er der fin kompleksitet, og noter opleves den ene gang man drikker, men ikke den næste gang den kommer i glasset. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. For de penge får man en whisky, der er fremstillet uden kølefiltrering, uden kunstig farvestof, og med en stabil aldersangivelse på 15 år. Alle ting, der lyder godt i en whisky-nørds ører. Man bør have en flaske i sin whiskysamling på et tidspunkt i sin whiskyrejse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glencadam 15 Year Old er, at det er en whisky, som alle seriøse whisky elskere bør stifte bekendtskab med på et tidspunkt.

4/5 (1)

GlenAllachie 15 Year Old – Speyside Single Malt Scotch Whisky

GlenAllachie 15 Year Old – fra Oloroso og PX fad

GlenAllachie 15 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol.  Den er produceret på GlenAllachie Distillery, der ligger i Speyside regionen. Whiskyen er modnet på et mix af Pedro Ximenez og Oloroso ex-sherry fad. Whiskyen har lagret på disse fad i mindst 15 år, som det fremgår af flasken. Den er desuden fremstillet uden brug af  kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #318

Anmeldelse af GlenAllachie 15 Year Old

Næse:

Det første man opfanger i duften er tydelig frugtsødme, som den man kender fra tørrede frugter. Der duftes dadler, rosiner og figner. Der følges langsomt op med en tydelig aroma fra sødmefulde modne appelsiner. Efter lidt tid i glasset, hvor whiskyen lige får lov at åbne en smule op, kommer fine noter af kakao og mælkechokolade frem. I baggrunden anes en smule hasselnødder og en snert af egetræ. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

GlenAllachie 15 Year Old - Miniature

GlenAllachie 15 Year Old – Miniature

Palette:

Smagsløgene rammes med det samme af både sødme og syrlighed. Også her ledes tankerne i retning af modne appelsiner. Der følges hurtigt op med tydelige mørke og tørrede frugter som rosiner og dadler. Smagen af hasselnødder, som også var svagt tilstede i duften, er tydeligere i paletten. Sammen med en snert af egetræ, tilfører det også en anelse bitterhed til oplevelsen. Efter et par nip til whiskyen bliver chokolade og cacao efterhånden mere og mere tydelig. Momentvis mærkes lidt prikken på tungen fra stærk ingefær og chili. Heller ikke i smagen mærkes de 46% vol alkohol i denne Speyside whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De mørke tørrede frugter hænger fint ved i eftersmagen. Igen smages dadler og rosiner, der ligger som et fint lag i munden. Smagen af lidt bitre hasselnødder og lidt egetræ giver en smule tørhed i munden. Chokolade og cacao bliver efterhånden mere dominerende. Man efterlades slutteligt med en fornemmelse, som når man har spist søde appelsiner, mens varmen fra alkoholen breder sig i svælget.

Hvad siger producenten:

“Our Master Distiller, Billy Walker, has been working tirelessly on this new expression since day one; evaluating casks and refining recipes to create something special. We’re proud to present the jewel in our crown; the GlenAllachie 15 years old.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er fine udfordringer og oplevelser for både næse og mund. Særligt finder jeg samspillet mellem sødme, syrlighed og bitterhed interessant. Drammen ændrer hele tiden karakter, og udvikler sig med man drikker den. Jeg har her anmeldt en miniature flaske på 5 cl., men jeg kunne godt tænke mig at følge udviklingen igennem en hel flaske. Man kan købe en flaske for omkring 650,-. For de penge får man en 15 års whisky, der ikke er kølefiltreret, er uden kunstig farve samt en glimrende whisky-oplevelse. Alt sammen noget vi som entusiaster sætter pris på. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenAllachie 15 Year Old er, at dette er en whisky, som leverer varen i form af en god og gedigen dram.

4/5 (1)

Glenfiddich 15 Year Old – Unique Solera Reserve

Glenfiddich 15 Year Old – Lagret efter solera metoden

Glenfiddich 15 Year Old Unique Solera Reserve er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen kommer fra Glenfiddich Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, der ligger i Speyside regionen. Denne whisky er lagret efter solera metoden, som blandt andet også benyttes til rom, portvin og sherry. Fadet er altid mindst halvt fuld, og efterfyldes med ny 15 års whisky, som herefter får lov at “smelte” sammen, inden halvdelen igen aftappes. Efterfølgende opfyldes med ny 15 års whisky, og processen gentages. Whiskyen er lagret mindst 15 år på europæiske ex-bourbon, ex-sherry fad og nye egetræsfad. Den vandt guld i 2015 udgaven af “The Scotch Whisky Masters”.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #271

Anmeldelse af Glenfiddich 15 Year Old

Næse:

Man rammes straks af tydelig egetræs duft i næsen. Herefter fremkommer tydelige noter af frisk og moden frugt, som man også kender det fra den 12 årige lillebror. I baggrunden kommer gode toner af vanilje og karamel fra fadet. Der er en god honning-agtig sødme over det generelle indtryk, og den fremstår meget indbydende og blød. Man opfanger ikke de 40% vol alkohol i drammen.

Glenfiddich 15 Year Old - Sample

Glenfiddich 15 Year Old – Sample

Palette:

Modsat næsen, så er det umiddelbare smagsindtryk ret kraftigt, men ikke fra alkoholen. Der er tydelig smag af stærke krydderier, som peber, og måske endda en smule kanel og nelliker. Efter et par nip til drammen fremkommer de lidt finere nuancer, hvor det er igen er moden og sød frugt som dominerer. I baggrunden aner man lidt vanilje, karamel og lidt chokolade, som sikkert stammer fra fadene. Det giver næsten et kaffe lignende smagsbillede.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på whiskyen. Afslutningen er præget at frugtsødmen, som også var gennemgående i både næse og palette. Egetræet dominerer, hvor man får lidt syre fra de friske fad, samt lidt bitterhed fra de mindst 15 år den har lagret. Det kan lede tankerne hen på lidt citrus skræl, dog uden at smage af egentlig citrusfrugt. Man mærker fint vanilje og karamel i baggrunden. Slutteligt tørrer tungen lidt ud.

Hvad siger Producenten:

“Never emptied, and kept half full of whiskies since 1998, our Solera Vat is the culmination of curious minds and the pioneering spirit of our family. It’s also the secret behind this whisky becoming the first 15 year old expression to enter the top ten best selling single malts.”

Konklusion:

Det er en god whisky, der har ret meget at byde på. Har man stiftet bekendtskab med lillebroderen Glenfiddich 12 Year Old, så kan man genkende mange aspekter i denne dram. De løftes blot op på et noget højere plan med de 3 år ekstra, samt produktionsmetoden med solera system. Man kan købe en flaske for mellem 400,- og 500,- kroner, og det mener jeg bestemt den er værd. Hvis man er nybegynder af single malt whisky, og har startet med 12 års udgaven, så er dette en naturlig forsættelse af ens udvikling som whiskydrikker. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfiddich 15 Year Old er, at den har væsentligt  mere at byde på, end den meget kendte 12 årige opkomling.

3/5 (1)