Thy Whisky Thy – Single Malt Whisky

Thy Whisky Thy – Core Expression (reklame)

Thy Whisky Thy er en dansk single malt whisky på 48% Vol. Whiskyen er fremstillet på det danske destilleri Thy Whisky. Råspritten er brændt på malt fra kornsorterne Odyssey og Babushka Byg, der er røget med dansk bøgetræ. Den har modnet på et mix af ex-bourbon fad, ex-oloroso og ex-PX sherryfad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. De nye flasker kommer dog med en påtrykt QR kode, der viser ind til en del af destilleriets hjemmeside, hvor det fremgår hvilke fad whiskyen har lagret på, hvornår de er påfyldt og anden relevant information om whiskyen. Dette tilgås med en QR kode på de nye flasker. Aftapningen er sendt på gaden i forbindelse med lanceringen af den nye opdeling af aftapninger fra destilleriet. De opdeles fremadrettet i Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Samtidig har flaskerne fået nyt udseende og indeholder 70 cl. Der er aftappet 4800 flasker af denne første omgang Core Expression af whiskyen.

Smagsprøven, anmeldt nedenfor, er med i smagesættet, som destilleriet solgte på sin hjemmeside i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Destilleriet har stillet sættet til rådighed for mig, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #486

Anmeldelse af Thy Whisky Thy

Næse:

Duften fra modne frugter rammer næsen som det første. Der duftes solmodne æbler og pærer. Der følges hurtigt op med sødme fra malten, mens et strejf at vanilje og lys karamel trænger sig på. Der er en tydelig fornemmelse af egetræ i næsen. Efter nogle minutter i glasset kommer duften fra tørrede frugter som abrikoser og dadler frem fra baggrunden, der forstærkes yderligere, når man også har smagt på drammen. De 48% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Thy Whisky Thy Core Expression - Sample

Thy Whisky Thy Core Expression – Sample

Palette:

Tørrede abrikoser og dadler smages som det første. Der følges op med tydelig maltsødme, mens de modne æbler og pærer trænger sig på i baggrunden. Der er stærk ingefær på tungen, der hænger ved længe. Sammen med alkoholen giver det hurtigt varme og lidt prikken på tungen. Efter det par nip til drammen kommer egetræ, der også var til stede i duften, gradvist mere og mere frem i denne danske whisky. Med sig har det en let bitterhed, der tilfører nuancer af mandler og hasselnødder i smagen. Momentvis opleves en smule røg i baggrunden, for hurtigt at forsvinde igen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Egetræ og bitterhed dominerer i eftersmagen. Der er stadig tydelig smag fra mandler og hasselnødder i afslutningen, men sødme fra både malten, modne og tørrede frugter er langt mere tilbagetrukket. Momentvis kommer smagen af frisk stærk ingefær også frem i eftersmagen. Røgen er lidt mere tydelig hen mod slutningen, og den giver associationer til det man kender fra forkullet træ på bålet.

Hvad siger producenten:

“Her får kornet og malten får lov at stå forrest. Thy indeholder alle elementerne, som gør en Thy Whisky til noget særligt.Et aktivt økologisk kornvalg, dyrket på vores egne marker. En mild sødme og et lille hint af bøgerøg fra maltningen i vores malttromler. Vores unikke enkelt-destillationsproces, udviklet til at bevare så meget malt- og kornaroma som muligt. Og endelig lagringen på et mix af bourbon, oloroso og PX sherry fade for en fin balance af vinøs sødme, vanilje og varme krydderier fra egetræ, som matcher det maltede præg, som karakteriserer vores whiskyer.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide sødmefulde noter af både friske og tørrede frugter, så er dette et godt bud på en fin flaske. Man skal være forberedt på, at bitre noter og styrke fra ingefær, spiller en relativt stor rolle i drammen. Jeg har desværre kun smagt denne sample, men ville gerne følge whiskyen igennem en hel flaskes liv. Man kan købe en flaske for 549,- kroner for 70 cl. Med denne prissætning kan flere være med, og få mulighed for at smage whiskyen. Konklusionen på denne anmeldelse Thy Whisky Thy Core Expression er, at det er en dejlig dram, hvor de fleste kan være med.

3/5 (1)

Dalmunach 2015 6 Year Old – Lady of the Glen 2015/2021

Dalmunach 2015 6 Year Old – Limited Edition

Dalmunach 2015 6 Year Old er en whisky på 59,6% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Dalmunach Distillery i Speyside distriktet. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Lady of the Glen. Whiskyen har først modnet på et genbrugt amerikansk ex-bourbon fad nummer #22. Herefter har den fået en afslutning i 6 måneder på et first fill ex-oloroso sherry quarter cask. Råspritten er destilleret den 13. april 2015, og er aftappet den 27. april 2021 med en aldersangivelse på 6 år. Der er aftappet 157 flasker ved fuld fadstyrke. Aftapningen er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering. Flaske nummer #115 er anmeldt her.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #479

Anmeldelse af Dalmunach 2015 6 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af en duft af søde tropiske frugter og bær. Der duftes modne ferskner og mango. Efterhånden kommer en duft af mørke bær mere frem, og der duftes solbær og brombær. I baggrunden opfanges lidt tørrede mørke frugter som svesker og rosiner. Lejlighedsvist opfanges et strejf af mynte i næsen og honning, der bliver mere fremtrædende efter at have smagt på drammen. Alkoholen fornemmes uden den virker sprittet.

Dalmunach 2015 6 Year Old

Dalmunach 2015 6 Year Old

Palette:

De 59,6% Vol. alkohol er mere fremtrædende i smagen, og en smule vand kan med fordel tilsættes, for at nedtone det en smule. Der smages nu tydeligt sødme fra honning som det første. Der følges op med solmodne solbær og brombær. I baggrunden er en let syrlighed til stede, og der gives associationer til søde mandariner. Efter et par nip til denne Speyside whisky kommer mynte mere og mere frem. Sammen med stærk kanel og ingefær giver det en let prikkende og varm fornemmelse på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De stærke krydderier er mere markante i eftersmagen en i smagen. Sammen med en smule tørhed på tungen, er kanel ganske fremtrædende. Der smages efterhånden en smule egetræ. I kombination med svesker og rosiner, der også var at finde i duften, giver det en fornemmelse af mørk chokolade og kaffe i munden. Munden tørrer gradvist helt ud, mens der er varme fra alkoholen og krydderierne i munden.

Hvad siger producenten:

“The cask yielded only 157 bottles and it was bottled at natural cask strength 59.6% Founded in 2015 on the site of the closed Imperial Distillery. This relatively young distillate was matured in a refill American oak barrel then finished for 6 months in a 1st fill Oloroso quarter cask The tasting revealed, Yoghurt, Stewed blackcurrants and Marzipan”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Hvis man har mod på at prøve whisky fra et af de relativt nye destillerier i Skotland, så er dette et godt bud på en fin flaske. Man kan købe en flaske for omkring 800,- kroner, hvis man er heldig at finde en af de kun 157 flasker fra fadet. For de penge får man en single cask whisky, der er aftappet ved fuld fadstyrke, oden brug af kunstig farve og uden kølefiltrering. Alt sammen noget man som whisky entusiast værdsætter. Når det er sagt, så er konkurrencen hård med denne prissætning, og der fås mange andre gode flasker i dette prisleje. Uanset, så er det ikke sidste gang jeg prøver whisky fra hverken dette destilleri eller denne uafhængige aftapper. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalmunach 2015 6 Year Old er, at whiskyen er så god, at jeg har mod på flere flasker fra både det unge destilleri og fra aftapperen, på trods at en relativt høj prissætning.

4/5 (1)

Ardmore 2009 12 Year Old – Fadandel.dk 2009/2022

Ardmore 2009 12 Year Old – Ex-oloroso sherry fad

Ardmore 2009 12 Year Old er en skotsk whisky på 56,3% Vol. Whiskyen kommer fra Ardmore Distillery i Highland regionen. Råspritten er destilleret og hældt på fad den 15/1-2009. Herefter har denne single cask aftapning først modnet i et puncheon fad, hvoraf størstedelen er blev aftappet. 50 liter af dette fad fik herefter lov til at lagre yderligere fra den 26/10-2021 på et first fill Oloroso octave fad nummer 2643B. Whiskyen er aftappet den 4/5-2022 af Fadandel.dk, med en aldersangivelse på 12 år. Der er aftappet 67 flasker uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #474

Anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old

Næse:

En let rød kommer frem fra glasset først. Det er en lidt tør røg, som man kan opleve det i aske i brændeovnen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter kommer et let medicinsk udtryk ind over whiskyen, hvor der er en let duft af gammel lærredsplaster. En oplevelse man også ofte finder i whisky fra Islay. Bagved ligger en let duft af søde appelsiner og modne mangofrugter. Dette forstærkes i duften efter at have smagt på whiskyen. Svagt anes lidt mørk chokolade i baggrunden. De 56,3% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Ardmore 2009 12 Year Old - Sample

Ardmore 2009 12 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte en smule vand. Med vand kommer de solmodne appelsiner og mangofrugter hurtigt frem i smagen. Der smages lidt mørk chokolade og valnødder i baggrunden, der dog hurtigt er væk. Momentvis opleves lidt stærk ingefær og mynte på tungen. Smagsoplevelsen er pakket ind i en let askelignende røg, der har et medicinsk strejf.

Afslutning:

Der er medium eftersmag på whiskyen. Røgen ligger som et fint lag i hele munden. De solmodne frugter er mere tilbagetrukne i eftersmagen, og opleves kun fjernt. Der er tydelig mynte på tungen, mens bitterheden gradvist tiltager. Efterhånden som bitterheden tiltager, forstærkes fornemmelsen af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med en smule tørhed i munden, og med et minde om overtrukket mynte-te.

Hvad siger producenten:

“Denne 12 års Ardmore har fået en 6 måneder finish, på et 1st Fill Oloroso Octave fad, inden vi har fået den aftappet, ved en fadstyrke på 56,3%. Selve whiskyen, kommer fra en af vores tidligere fadandele (#041 – Ardmore Puncheon), som vi aftappede i 2021. Ved aftapningen af Puncheon fad, påfyldte vi dette 1st Fill Oloroso Octave fad, med ca. 50L, for at give den en god sherry finish.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med røg, hvor det ikke er den altoverskyggende profil, så er dette et godt bud på en flaske. Særligt interessant er kombinationen mellem let røg, og den tydelige mynte der opleves i eftersmagen. Det giver drammen et næsten frisk udtryk. Man kan købe en flaske for 765,- kroner hos Fadandel.dk, og det skulle jeg nok have gjort i stedet for blot en sample. Med denne prissætning er drammen ganske konkurrencedygtig i både smag og pris, med andre tilsvarende uafhgængige aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old er, at det er en dejlig whisky, hvor jeg godt ville have haft en hel flaske.

4/5 (1)