Mortlach 15 Year Old – Six Kingdoms

Mortlach 15 Year Old – Game of Thrones Six Kingdoms (reklame)

Mortlach 15 Year Old Six Kingdoms er en skotsk whisky på 46% Vol. Flasken er produceret af et af de skotske Speyside destillerier, nemlig Mortlach Destillery. Destilleriet hører under Diageo’s række af destillerier. Denne aftapning er med i rækken af whiskyer, som er sendt på markedet i forbindelse med serien “Game of Thrones”, der sendes på HBO. Flasken er, som de andre udgivelser i serien, en Limited Edition. Whiskyen har først lagret på first-fill ex-sherry fad, og har efterfølgende fået en afslutning på amerikanske ex-bourbon fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret. Denne flaske har jeg fået tilsendt fra producenten til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #141

Anmeldelse af Mortlach 15 Year Old

Næse:

Sødme er det første som rammer næsen, når der duftes til whiskyen i glasset. Det er en tydelig frugtsødme, som man kender det fra røde modne æbler. Efter nogle minutter i glasset fornemmes en let syrlig note af citrusfrugt. Langsomt, men sikkert, bliver duft af vanilje og karamel mere og mere tydelig. I baggrunden fornemmes fint lidt egetræ, og en snert af mint og kamfer. Efter at have smagt på drammen, så dukker noter af tørret frugt og nødder også op i aromaen. Man mærker ikke de 46% vol alkohol i næsen.

Mortlach 15 Year Old Six Kingdoms

Mortlach 15 Year Old Six Kingdoms

Palette:

Smagen af tørret frugt rammer munden som det første. Der smages straks rosiner og abrikoser. Dette følges hurtigt op af lidt stærke krydderier, som peber, kanel og muskatnødder som giver en smule prikken på tungen. Man mærker ikke alkoholen i smagen, men et par dråber vand kan stadig med fordel tilsættes. Det lukker op for smagen af vanilje og karamel. Som i næsen kan man også i paletten ane lidt nødder, der også tilføjer en smule bitterhed til denne whisky. Det kan i kombination minde lidt om mælkechokolade. Når man har taget et par nip til drammen, så mærker man lidt mint på tungespidsen.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på whiskyen. Først sidder man stadig med vanilje- og karamelsmag i munden. Efterhånden vender frugtsødmen, som også var i næsen, en anelse tilbage. Der smages en snert af modne æbler. Dette kombineres fint med en fornemmelse af rosiner og abrikoser i munden. Smagen af egetræ bliver en smule tydeligere, og der mærkes lidt bitterhed på tungen. Slutteligt sidder man med lidt kamfer på tungespidsen, og lidt varme i mund og hals fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The three-eyed raven, a human who once lived among the Children of the Forest beyond the Wall, has the power to see beyond the constraints of time to uncover the past and present stories of Westeros and even reveal flashes of the future. As those stories unfold to impart wisdom and knowledge, they are intertwined and woven into the tapestry of the Six Kingdoms, all while beyond the horizon and above the clouds the three-eyed raven watches without a thousand eyes, and one.”

Konklusion:

Dette er en god skotsk single malt whisky. Det er ganske traditionelt, at whisky fra ex-bourbon fad får en afslutning på ex-sherry fad. Med denne dram er det lige omvendt. Den har først lagret på ex-sherry fad, og har efterfølgende fået en afslutning på ex-bourbon fad. Måske er det derfor, at de klassiske Speyside noter af friske frugter, i kombination med vanilje og karamel, er tydeligst i duften. Det er først efter at have smagt på drammen, at der er markant indflydelse fra ex-sherry fadet, som herefter dominerer. Det giver et ganske interessant samspil mellem de to typer fad, der bakker hinanden fint op i eftersmagen. Man kan købe en flaske for omkring 1200,- kroner. For de penge får man en ganske interessant whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Mortlach 15 Year Old Six Kingdoms Game of Thrones er, at dette er en dram, hvor både sherry og bourbon fad viser sig frem fra sin gode side.

4/5 (1)

Mortlach 26 Year Old – 2019 Special Releases

Mortlach 26 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Mortlach 26 Year Old er en skotsk whisky på 53.3% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature”, som er udgaven af deres “2019 Special Releases Collection“. Whiskyen er produceret på Mortlach Distillery, som er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen har lagret på ny-forkullede first fill ex-PX og ex-Oloroso fad, og har modnet i 26 år på disse. Der er kun sendt 3.883 nummererede flasker på markedet af denne udgivelse. Som de andre flasker, i denne Limited Edition serie, er den aftappet ved Cask Strenght. Jeg har fået denne sample sponsoreret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #126

Anmeldelse af Mortlach 26 Year Old

Næse:

Man rammes med det samme af en tydelig duft af frisk pibetobak. Der mærkes også en tydelig sødme fra starten. Efter nogle minutter i glasset fremkommer tydelig duft af tørrede frugter, hvor dadler og rosiner er mest markant. Man mærker ikke de 53.3% vol i næsen. Lidt vand lukker dog op for yderligere interessante aromaer. Nu duftes modne æbler og en smule kanel, så man nærmest tænker på æbletærte. Efter lang tid i glasset fornemmes svagt lidt nødder, og moden appelsin. Kombinationen af ovenstående aromaer, leder tankerne hen i retning af en gammel lædersofa, når man dufter til denne Speyside single malt whisky.

Mortlach 26 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Mortlach 26 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Paletten er også tydeligt præget af frisk pibetobak, som også næsen var det. Det er faktisk lige ved, at man også smager røgen fra tobakken. Også i smagen tænkes på gammelt læder. Efter et par nip til drammen, så smager man tydelige noter af mørk chokolade og vanilje. Som i duften, så er smagen af tørret frugt tydelig. Igen er det dadler og rosiner, som træder frem. Selvom drammen fremtræder blød, så fremhæver et par dråber vand de søde, tørrede frugter, og nedtoner fadstyrken en anelse. Ligeledes fremhæver vandet også smagen af egetræ. Der kommer en smag af mørke kirsebær frem, efter vandet er tilsat.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Man sidder med en “mørk” fornemmelse i munden. Igen er dadler og rosiner markante. Ligeledes fornemmes mørk chokolade, som også har en smule bitterhed. Der mærkes lidt mint på tungen, og der er en smule prikken fra lidt stæk ingefær. Dette forsvinder dog relativt hurtigt. Efter nogle minutter fremkommer en tydelig smag af moden appelsin. Hele oplevelsen aftager langsomt i en smag af mørk karamel, med en snert af sød lakrids i baggrunden. Man efterlades med en god varme fra alkoholen, og en følelse af pibetobak i munden.

Hvad siger producenten:

Rich & bold, a small batch of ‘ The Beast of Dufftown’ matured in first-fill Pedro Ximenez/Oloroso-seasoned casks”

Konklusion:

Her har vi fat i et mesterværk af en whisky. Der er simpelthen så meget tyngde og kompleksitet i drammen, og man kan sidde med et glas, og bare dufte og nippe til den i meget lang tid. Man bliver bare ikke træt af, at lede efter nye indtryk. Er man til friske, lette og frugtige whiskyer, så skal man ikke drikke denne. Er man til mørke, tunge og komplekse dramme, så er dette en perle. Kan man finde en af de 3883 flasker, så koster den omkring 13.000,- kroner. Det er et prisleje jeg aldrig kommer i nærheden af, så denne sample sponsoreret til anmeldelse, har givet mig muligheden for, at smage en whisky i dette niveau. Jeg vil tro, at de fleste flasker bliver købt hjem til diverse samlinger, desværre uden nogensinde at blive smagt. Konklusionen på denne anmeldelse af Mortlach 26 Year Old er, at det bliver svært at finde bedre whisky-oplevelse, og at jeg som en af de få, der kommer til at smage den, også nærmest er “Rare by Nature”.

5/5 (1)