Compass Box The Story of the Spaniard – Blended Malt Scotch Whisky

Compass Box The Story of the Spaniard – Spanish Wine Casks

Compass Box The Story of the Spaniard er en skotsk blended malt whisky på 43% Vol. Den er sendt på markedet af blenderen Compass Box Whisky. Whiskyen har modnet på et mix af ex-sherry fad, ex-bourbon fad og ex-vin fad fra Spanien. Der er blandet whisky fra ukendte Highland destillerier i, mens størstedelen blandt andet andet kommer fra Teaninich Distillery, Deanston Distillery, og Glen Elgin Distillery i denne aftapning. Omkring 50% af blended kommer fra ex-sherry fad, 25% fra ex-vin fad og 25% fra ex-bourbon fad. Det vides ikke hvor længe whiskyen fra de forskellige destillerier har modnet på fadene, da flasken kommer uden aldersangivelse. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering og den har kode TS2018-A.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #480

Anmeldelse af Compass Box The Story of the Spaniard

Næse:

Man dufter først sødmefulde tørrede frugter, når glasset sættes op til næsen. Der er tydelige abrikoser og rosiner. En let syrlig note kommer gradvist mere frem i glasset. Det er en duft som minder lidt om umodne vindruer. Der følges op med lidt søde bær som solbær og skovbær. Kombinationen mellem sødme og syrlighed giver et lidt vinøst udtryk. Efter nogle minutter i glasset kommer en duft af mælkechokolade, sød karamel og hasselnødder frem fra baggrunden. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i næsen.

Compass Box The Story of the Spaniard - Sample

Compass Box The Story of the Spaniard – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er de søde og tørrede frugter som rammer smagsløgene først. Der smages rosiner og abrikoser. Der følges hurtigt op med søde skovbær og solbær, I baggrunden opfanges en let syrlig note, der leder tankerne i retning af umoden frugt. Efter et par nip til denne blended malt whisky, bliver mælkechokolade, vanilje og karamel gradvist tydeligere. En let bitterhed ligger i baggrunden, og minder om det der findes i hasselnødder. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Sødmen har lagt sig som et fint lag i munden. Syrligheden, der også var at finde i både duft og smag, er en kende mere tydelig i eftersmagen. Sammen med lidt bitterhed minder det om umodne stikkelsbær og revet skal fra citron. Momentvis mærkes lidt prikken fra stærk kanel på tungen, men det er hurtigt væk igen. Man efterlades med en lidt tør fornemmelse i munden, og et minde om mælkechokolade, karamel og hasselnødder.

Hvad siger Producenten:

“The name is a nod to our founder’s chance encounter with a man in the South of Spain, where he was introduced to Sherry for the first time. Years later, John was reacquainted with Sherry through whiskies aged in former Sherry casks, known for the rich, deep flavours they provide. It’s a style of whisky John has been drawn to ever since.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig blended malt whisky. Kan man lide en dram med tydelig indflydelse fra ex-sherry fad, så er dette et godt bud på en whisky. Den er ikke voldsomt kompliceret at drikke, og der er ikke stor kompleksitet. Det er en whisky, hvor de fleste kan være med. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. I dette prisleje er konkurrencen hård. Personligt vil jeg nok se i retning af en single malt whisky for pengene, men der er også blended, der klarer sig bedre. Ud fra den betragtning er jeg som sådan glad for, at det blot er en whisky sample jeg har byttet mig til, og ikke en hel flaske jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Compass Box The Story of the Spaniard er, at det er fornuftig dram, men der findes bedre blended malt og single malt på markedet for pengene.

3/5 (1)

Dalmunach 2015 6 Year Old – Lady of the Glen 2015/2021

Dalmunach 2015 6 Year Old – Limited Edition

Dalmunach 2015 6 Year Old er en whisky på 59,6% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Dalmunach Distillery i Speyside distriktet. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Lady of the Glen. Whiskyen har først modnet på et genbrugt amerikansk ex-bourbon fad nummer #22. Herefter har den fået en afslutning i 6 måneder på et first fill ex-oloroso sherry quarter cask. Råspritten er destilleret den 13. april 2015, og er aftappet den 27. april 2021 med en aldersangivelse på 6 år. Der er aftappet 157 flasker ved fuld fadstyrke. Aftapningen er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering. Flaske nummer #115 er anmeldt her.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #479

Anmeldelse af Dalmunach 2015 6 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af en duft af søde tropiske frugter og bær. Der duftes modne ferskner og mango. Efterhånden kommer en duft af mørke bær mere frem, og der duftes solbær og brombær. I baggrunden opfanges lidt tørrede mørke frugter som svesker og rosiner. Lejlighedsvist opfanges et strejf af mynte i næsen og honning, der bliver mere fremtrædende efter at have smagt på drammen. Alkoholen fornemmes uden den virker sprittet.

Dalmunach 2015 6 Year Old

Dalmunach 2015 6 Year Old

Palette:

De 59,6% Vol. alkohol er mere fremtrædende i smagen, og en smule vand kan med fordel tilsættes, for at nedtone det en smule. Der smages nu tydeligt sødme fra honning som det første. Der følges op med solmodne solbær og brombær. I baggrunden er en let syrlighed til stede, og der gives associationer til søde mandariner. Efter et par nip til denne Speyside whisky kommer mynte mere og mere frem. Sammen med stærk kanel og ingefær giver det en let prikkende og varm fornemmelse på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De stærke krydderier er mere markante i eftersmagen en i smagen. Sammen med en smule tørhed på tungen, er kanel ganske fremtrædende. Der smages efterhånden en smule egetræ. I kombination med svesker og rosiner, der også var at finde i duften, giver det en fornemmelse af mørk chokolade og kaffe i munden. Munden tørrer gradvist helt ud, mens der er varme fra alkoholen og krydderierne i munden.

Hvad siger producenten:

“The cask yielded only 157 bottles and it was bottled at natural cask strength 59.6% Founded in 2015 on the site of the closed Imperial Distillery. This relatively young distillate was matured in a refill American oak barrel then finished for 6 months in a 1st fill Oloroso quarter cask The tasting revealed, Yoghurt, Stewed blackcurrants and Marzipan”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Hvis man har mod på at prøve whisky fra et af de relativt nye destillerier i Skotland, så er dette et godt bud på en fin flaske. Man kan købe en flaske for omkring 800,- kroner, hvis man er heldig at finde en af de kun 157 flasker fra fadet. For de penge får man en single cask whisky, der er aftappet ved fuld fadstyrke, oden brug af kunstig farve og uden kølefiltrering. Alt sammen noget man som whisky entusiast værdsætter. Når det er sagt, så er konkurrencen hård med denne prissætning, og der fås mange andre gode flasker i dette prisleje. Uanset, så er det ikke sidste gang jeg prøver whisky fra hverken dette destilleri eller denne uafhængige aftapper. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalmunach 2015 6 Year Old er, at whiskyen er så god, at jeg har mod på flere flasker fra både det unge destilleri og fra aftapperen, på trods at en relativt høj prissætning.

4/5 (1)

Billy Brooks – American Outlaws

Billy Brooks – Bourbon Barrel Aged Double Mash Oat Imperial Stout

Billy Brooks er en fadlagret Double Mash Oat Imperial Stout på 12,8% vol. Øllen er brygget på det danske bryggeri Amager Bryghus. Øllen har lagret på Bourbon Special Reserve fad i 15 måneder inden aftapning. Det fremgår ikke på flasken, fra hvilket af de amerikanske destillerier disse fad kommer. Internettet fortæller, at det er fra Woodford Reserve Distillery.  Aftapningen er med i bryggeriets serie af fadlagrede øl kaldet “American Outlaws”. Den er flasket uden brug af filtrering og pasteurisering. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2352.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #478

Anmeldelse af Billy Brooks

Næse:

Duften af mørk og hårdt ristet malt kommer frem fra glasset som det første. En let syrlig note, kommer kortvarigt frem, for hurtigt at forsvinde igen. Gradvist kommer en snert af lakrids og mørk chokolade frem. Dette forstærkes efter også at have smagt på øllen. Momentvis fanges næsten en duft, som det man kender fra mynte. En duft der også kan være at finde i whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Billy Brooks

Billy Brooks

Palette:

Smagen af mørk chokolade rammer smagsløgene som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Gradvist tager vaniljesødme mere og mere over, for til sidst at dominere. Efter et par slurke af øllen kommer et strejf af lakrids frem fra baggrunden, og det giver associationer til lakridsstangen “politistav” man kunne købe dengang jeg var barn. De 12,8% Vol er tydeligere i smagen, og uden at være sprittet, er det med til at løfte øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne fadlagrede øl. Smagen fra lakrids er stadig tydelig i munden. Ligeledes er der også stadig tydelig smag af sød vanilje, Efterhånden som sødmen aftager, kommer en smule bitterhed mere frem. Bitterheden er igen med til at give en smag af mørk chokolade. Munden tørrer til sidst helt ud, mens man sidder tilbage med et minde om lakrids-politistaven fra gamle dage.

Hvad siger producenten:

“Born in Ohio around 1832, Brooks moved west when he grew up and became a succesful buffalo hunter, so much that he earned the nickname “Buffalo Bill” – not to be confused with the other Buffalo Bill, William Cody. When his hunting days were over around 1870 he started working as a stage coach driver for the Southwestern Stage Company vetween Wichita, Kansas and Fort Sill, Oklahoma.”

Konklusion

Dette er en glimrende øl. Hvis man kan lide mørke øl, med kraftig smag, så er dette et godt bud på en god øl. Den kan købes for cirka 170 kroner, hvis man stadig kan finde dem på hylderne. Det mest interessante for mig var smagen af den gamle lakridsstang “Politistav”, og det vækkede gode minder til barndommen. Det er en øl, der fortjener tid til fordybelse, og der går mange timer inden man er igennem flasken. Alternativt kan den naturligvis også deles med gode venner, da det trods alt er en flaske på 75 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Billy Brooks, American Outlaws, er, at det er en dejlig øl, der bringer gode minder om en svunden tid.